KøbenhavnsKirkesag

til flere. Men hvis Maalet er at okkupere Byen, at gennem

trænge Folkets Liv med kristelige Kræfter, da maa man

søge at faa saa stort et Antal — ikke Kirkebygninger, men

Virksomhedscentrer,

som ere nødvendige til virkelig at om

spænde og gennemarbejde Byen.

Men — nu kommer den værste Indvending — „saa gæl

der det altsaa dog en „Okkupation“ ? Det er altsaa

Indre

Mission,

der stikker bagved. Man vil ej blot tilfredsstille

den religiøse Trang hos dem, der søge Kirken, men omvende

dem, der ikke søge den, og lægge dem ind under Kirkens

Herredømme.

Og en saadan

aggressiv

Kristendom ville

vi ikke.“

Tillad et Modspørgsmaal: Hvad mener man egentlig med

en Kristendom, som

ikke

er aggressiv? Kristendom er jo

dog ikke, hvad Nogle af os finder for godt at kalde Kristen

dom, men Jesu Kristi Religion. Og er der nogen Tvivl om

at hans Riges Grundlov er aggressiv: „Gaar ud og gør alle

Folk til mine Disciple“. Eller tænk paa Kristendommens

Indhold: Vi tro, at Gud i uendelig Kærlighed har hengivet

sin Søn i Døden for en falden Slægt, for at hver den, som

tror paa ham, ikke skal fortabes. Hvad vilde man da være

for et Menneske, om man glædede sig ved Guds Frelse, men

ikke arbejdede paa, at de andre ikke skulde fortabes? En

Kristendom, som ikke er aggressiv, var en Sol uden Varme,

Salt uden Kraft, og det duer visselig ikke til andet end at

kastes udenfor og trædes ned. Vi ere fri, — lad Enhver

selv afgøre, om han vil være Kristen, men lad saa ogsaa

dem, der ville det, have Lov til at være det for Alvor. Mig

synes, at selv Ikke-Kristne maatte kunne sige: „Hellere vir

kelig Kristendom end denne lunkne Halvhedskristendom, som

Intet e r!“ Her er ikke Tale om Indre Mission eller noget

andet Parti i Kirken; her er kun Tale om Kristendommens

rette Liv og Væsen, hvori alle levende Kristne ere enige.

Men hvis dette maa indrømmes, rejser sig et andet Spørgs-

maal: Kan en saadan efter sit Væsen aggressiv Aariclsmagt

kreere Statens Støtte?

Jeg svarer: Kirken „kræver“ den

ikke. Det er overhovedet ikke Kirken, der „trænger“ til

Statens Støtte; den har været til før Staten og vil være til

efter den. Det er Staten og Folket, der selv maa afgøre,