46 / 439
3 8
der prædikede Fornægtelse eller Vildfarelse — hvilken Op
gave, hvilket Arbejde for Præsten! Og her arbejdes der af
Hundreder og Tusinder, af enkelte og hele Institutioner, uden
at Kirken ved, hvem der gribes og føres bort, og uden at
den kan tænke paa at optage en virksom Kamp derimod.
Er det ikke ganske, som hvis en Hyrde virkelig skulde
vogte f. Eks. 20,000 F a a r?Medens han
opbøci alle sine
Kræfter for at hjælpe nogle, kunde Ulve, Røvere, Sygdom
og alt andet hærje hver i sin Kant, uden at han mægtede
at gøre noget derimod. Er det Kaar, hvorunder en Kirke i
Længden kan leve?
Jeg nævner et andet Punkt,
Godgørenheden.
Omsorgen
for de nødlidende er ikke Kirkens første Opgave, men den
største Barmhjertighedsmagt kan ikke lade den Magt ligge.
Og ogsaa i København har Kirken — skønt sent — taget
denne Gerning op og gør et hæderligt Arbejde ved sin Me
nighedspleje. Men magter den sin Opgave? Ikke mere end
de andre humane Organisationer, der øse i det tilsyneladende
bundløse Dyb. Og alle ved, at det kan ikke blive anderledes
undtagen ved en Ordning, hvorved der i mindre Distrikter
knyttes et personligt Baand mellemde nødlidende og den
givende Virksomhed,netop ved det
gamle kirkelige Sogne
princip.
Men hvorledes er saa alle
disse Menneskers Forhold til
K irken?
Ja, vare de udenfor Kirken, naar de ikke bekymre
sig om dens aandelige Gaver, da var Forholdet jo klart nok.
Men Ulykken er, at de blive i Kirken og netop derved under
grave dens Stilling. De vedblive at lade deres Børn døbe og
konfirmere, at lade sig vie og begrave af Kirken. Men ogsaa
her mærkes det, hvor fjernt man staar Kirken i disse Kredse:
Børnene bæres som oftest til Kirken af fremmede, Brude
parret kommer ene til Kirke o. s. fr. Kun ved Begravelser
mødes der talrigt, og her udfoldes al Pragt, Orgel, Sang,
Faner, Grønt o. s. v. Det er, som om Begravelserne ere
Kirkelivets Højdepunkt i København, — Begravelserne, som
er den eneste Kirkehandling, om hvilken Herren har talt
ringeagtende: „Lad de døde begrave deres døde!“ Ak, en
Kirke, for hvilken det bliver det største, er ved at begrave
sig selv. Thi at opretholde et saadant Forhold til Mennesker