58 / 439
5 0
erkendte sit Ansvar og var rede til at bringe de Ofre, dette
krævede.
I 1896 ansattes desuden Pastor Monster ved Bedesalen,
paa samme Maade som Pastor Ostenfeld, nemlig som „mid
lertidig ordineret Medhjælper for Præsterne ved Frederiksberg
Kirke.“ Den hele Ordning havde, ligesom selve Sagen, Mid
lertidighedens Karakter, og man følte stadig mere, at dette
ikke kunde være fuldt tilfredsstillende.
Uagtet Sogne
præsten ved Frederiksberg Kirke med stor Velvillie søgte at
gøre T rykket deraf saa lille som muligt, var Menighed og
Præst derfor enige om at stræbe hen imod en endelig Ordning.
Og da Kirkeudvalget tog fat og Opførelsen af den nye Sogne
kirke paabegyndtes, var man rede til at yde det al god og
trofast Støtte. Og nu ere de midlertidige Ordninger afløste
af endelige. Istedetfor den lille Bedesal har Menigheden nu
sin lyse, smukke Sognekirke, de midlertidige ordinerede Med
hjælpere ere hl evne Menighedens faste Præster, og Distriktet
er bleven selvstændiggjort, udskilt som St. Lukaskirkens
Sogn.
Kirkeindvielsen i Søndags er saaledes Afslutningen paa
en igennem flere Aar fortsat forberedende Virksomhed. Det
forberedende Arbejde, Tilvejebringelsen af et midlertidigt
Kirkelokale og Ansættelsen af Distriktspræsten, har baaret
sin Frugt. Men derfor betegne vi ogsaa Kirkeindvielsen
som en glædelig og løfterig Begyndelse. Thi ikke blot er
det
den forste Sognekirke, det københavnske Kirkefond faar
fuldført,
men her er tillige gjort det første Skridt ind paa
den nye Bane, ad hvilken Kirkefondet fremtidig ønsker at
arbejde for Kirkesagens Fremme. Thi naar Kirkesagens
Arbejde hidtil mest har formet sig saaledes, at Kirkerne
ligesom blev det første, saa vil man — selvfølgelig
bortset fra de 4—5 Kirker, hvortil man har Midlerne —
fremtidig indrette sig saaledes, at Kirkerne blive det sidste,
blive Afslutningen, der saaledes først komme til, naar en
bevidst Trang allerede længe har ønsket dem og bedet om
dem. Og man haaber, at naar der kan tilvejebringes midler
tidige Kirkelokaler, og der saa ansættes nidkære, troende
Præster, vil der ogsaa andre Steder, ligesom nu er sket,
dannes en levende Menighed og vaagne et Menighedsliv, der