63 / 439
55
op til vores alles Fader i Him len og mødes for hans T rone
i K raft af vor fælles H erres Jesu K risti Naade. Denne
H immelstige kunne vi bruge hver for sig; men først da faar
vor Bøn ret Vinger, n aar vi bede i Fæ llesskab; og det kunne
vi ej alene gøre i Menighedens Forsam ling, naar alle sam les
i den Bøn, som bedes for, men ogsaa naa r vi ene i vort
Lønkamm er tale til
v o r
F ader i H im lene. Derved forenes
vi og knyttes sammen med alle dem, med hvem vi i vor
H erre Je su s K ristus ere fælles om Børneretten hos ham .
Ja, saaledes er det Jesu K risti Naade, som hans Menig
hed er Husholder over, det er den, der skal forene de mange
til at have ét H jæ rte og én Sjæl. Og dertil skal nu dette
H us indvies, at det skal være et Sted, hvor Menigheden i
dette Sogn skal sam les om denne fælles Naade, saa at de
ved den m aa vokse sammen til at blive ét. Og det skal
være vort Ønske og vor Bøn, at de, der her skulle samles,
ret m aa holde fast ved den Undervisning, vi have taget i
A rv fra Apostlene, ved Sam fundet, Brødets Brydelse og
Bønnerne, saa at de i Sandhed m aa blive en Menighed.
Da skal det af Guds Naade ogsaa i nogen Maade kunne
gentage sig her, hvad Lukas skriver om Menigheden i Je ru
salem , at de havde Yndest hos alt Folket. Dette skete ikke
derved, at de søgte at indynde sig hos Folket ved at tale
dem til B ehag; da havde Herren ikke kunnet daglig lægge
frelste til M enigheden; nej Grunden var sikkerlig den, at
Folket saa, hvilken Kærlighed der bandt de troende sammen.
Der fortælles i senere Dage, i Forfølgelsens Tider, at H ed
ningerne med Undren sagde om de K ristne: se, hvor de
elske hverandre! Saaledes have sikkerlig ogsaa Jøderne den
Gang sagt om de troende, og de have forstaaet, at den K æ r
lighed, som bandt dem sammen, ikke var en saadan, som
man ogsaa udenfor kan finde, naar Mennesker mødes i fælles
Interesser eller i H jæ rternes naturlige Overensstemmelse;
nej, her var det en Magt, som Verden ikke før havde kendt,
der bragte de mange til frivillig at glemme sig selv over de
andres T arv, saa ingen kaldte noget sit eget, men de havde
alt tilfælles. Denne Magt var Guds Kærlighed i K ristus,
som alle levede i og af, og som derfor forenede dem i den
indbyrdes Kærlighed. Og denne indbyrdes Kærlighed kunde