25 / 271
mod nord a f Peymanns rende, et vandløb, som fra gammel tid gav voldgraven tilløb
fra Sortedamssøen. På den anden side a f renden lå landejendommen Rørholm, som
ejedes a f en handelsgartner, og som var tæt beplantet med frugttræer og buske. Omtrent
på det sted, hvor Sølvtorvet i dag ligger, stod en hollandsk vindmølle, Stjernemøllen,
hvis ejer, bøssemager Flerons enke, protesterede imod hospitalets opførelse med den
begrundelse, at den store bygning tog vinden fra møllen. Bystyret afviste hendes krav,
og hun fik ingen erstatning for sit vindtab. Også andre a f områdets beboere beklagede
sig, da byggeriet begyndte. Det var især vejforholdene, man var utilfreds med, idet
den i forvejen elendige Farimagsvej blev endnu mere hullet og opkørt på grund a f de
mange arbejdsvogne, der kørte fyld og materialer til byggepladsen.
Under den diskussion om hospitalsforholdenes forbedring, som førtes i midten a f
1850’erne, blev det hurtigt klart, at det nye hospital måtte placeres uden for voldene.
Dette synspunkt stred imidlertid mod krigsministeriets planer for byens forsvar. Fra
gammel tid var et areal uden for voldene udlagt som demarkationsterræn. I hele dette
område måtte der ikke opføres bygninger a f grundmur, men kun a f træ eller bindings
værk og endda kun i een etage. Under svenskekrigene i det 17. århundrede havde
fjenden under Københavns belejring søgt dækning i de forstæder, der på dette tidspunkt
var vokset op uden for byen. For at undgå dette ved eventuelle fremtidige angreb på
byen gennemførtes de ovenfor nævnte strenge bestemmelser om bebyggelsen, og
krigsministeriet overvågede med stor nidkærhed, at de blev fulgt. Alle planer om be
byggelse herude skulle godkendes a f militæret, men med forsvarsteknikkens forbedring
skiftede synet på demarkationsterrænets værdi som forsvarsforanstaltning. Mens de
markationsterrænets grænse i lang tid gik langs linien Falko nerallé-Jagtvej, lagde man
i årene omkring 1850 nye planer for byens forsvar. Demarkationsterrænet havde hidtil
været et fladt areal, som kunne bestryges med kanoner fra volden, men nu skulle der
i stedet opbygges en ydre forsvarslinie ved anbringelse a f fremskudte forter. Herved
ændredes arealets forsvarsværdi, og som følge heraf flyttedes demarkationslinien i 1852
ind mod byen, så den fulgte søernes indre bred. T il gengæld måtte krigsministeriet
lægge så megen større vægt på arealet mellem søerne og volden, og man ville nu have
alle bygninger i dette område fjernet. Kun nødtvungent var man gået med til, at kolera
barakkerne i 185 3 blev anbragt på »Sortedamsagrene«, og da epidemien var ovre, søgte
man at få barakkerne fjernet hurtigst muligt. De kom dog til at ligge der meget længere
end forudset. Under heftige diskussioner mellem bystyret og militæret forlængedes
fristen for deres fjernelse stadigvæk, og først da Kommunehospitalet stod færdigt i
1863, forsvandt de sidste a f barakkerne; een a f dem brugtes til kontor- og opsyns
lokaler under byggearbejdet. Efterhånden blev man dog inden for militæret klar over,
2 3