20 / 271
om han betalte for sit hospitalsophold. Men netop fordi Almindelig hospital efter
hånden modtog mange betalende patienter, blev også fattigvæsenets administration
besværligere. Så også fra den side ønskedes en adskillelse. Hospitalsbehandling for
sig og fattigforsørgelse for sig. Det synspunkt forstod nu alle, i al fald alle, der havde
indflydelse, og derfor blev der hurtigt enighed om, at de to kommunale opgaver
skulle administreres hver for sig.
Kommissionens indstilling gik til borgerrepræsentationen, og i maj 1855 vedtog
denne enstemmigt at opføre et nyt hospital med 600 sengepladser uden for byens
volde. Samtidig nedsatte borgerrepræsentationen to kommissioner, den ene (arbejds-
komiteen) til at udarbejde planen for hospitalets opførelse, den anden til at tage sig
a f spørgsmålet om finansieringen a f sagen. Den første kom til at bestå a f rådmand
J
ohan
P
eter
H
olm
,
kaptajn H. H.
H
erforth
(der repræsenterede fattigdirektionen,
som endnu indtil 1857 administrerede hospitalssagerne), teatermaler
T
roels
L
und
og tømrermester H. H.
K
ayser
.
De to sidste var udpeget af borgerrepræsentationen.
Lægekyndige medlemmer var den tidligere omtalte dr. med.
M. M.
Hassing samt
professor
J
ohn
R
ørbye
.
Finansieringskommissionen kom til at bestå a f rådmand
N
ikolaj
J. M
einert
,
vekselerer H.
P. H
ansen
og grosserer
M. M
elchior
.
Den viste
sig ikke effektiv nok og blev senere opløst og erstattet af en ny, bestående a f bank
direktør C. F.
T
ietgen
,
docent
J
ulius
T
homsen
og oberst F. C. W.
C
aroc
.
Blandt disse mænd er der adskillige, som repræsenterer nye friske synspunkter.
Dr. M. M. Hassing havde ligesom rådmand Holm siddet i den kongelige kommission
og havde længe været en af de varmeste forkæmpere for oprettelsen a f et eller flere
nye hospitaler i stedet for Almindelig hospital og for hospitalsvæsenets henlæggelse
under en særskilt administration. Herudover gik han stærkt ind for, at behandlingen
af hud- og kønssygdomme skulle foregå i en særlig afdeling. Gennem lang tid havde
han kvalificeret sig til at lede en sådan afdeling. En overgang så det ud til, at hans be
stræbelser ikke skulle lykkes, men i løbet af 1854-55 trængte han dog igennem med
sine ideer desangående, og i december 1855 oprettedes på Almindelig hospital en af
deling for hud- og kønssygdomme. Hans virke inden for hospitalskommissionen blev
energisk, men kortvarigt. Efter kun et års forløb trådte han ud igen, fordi han ikke
kunne finde gehør for den tanke, at der ikke burde opføres eet, men flere nye hospita
ler. Han mente nemlig, at det var det bedste middel til at bekæmpe datidens store
plage, hospitalsinfektionerne. Desuden syntes han ikke om den grund, komiteens
flertal ønskede anvendt.
Rådmand, senere borgmester J. P. Holm, der blev arbejdskomiteens formand, var
også en energisk og fremsynet mand. Selv dagbladet »Fædrelandet«, der i 1856 giver
1 8