![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0016.jpg)
De velhavende borgere flyttede i stort tal bort fra byen, og talrige jævne mennesker
fra de mest usunde og hårdest ramte kvarterer tog deres tilflugt til friluftslejre i byens
udkant.
Epidemien gav stødet til en indsats fra bystyrets side mod byens slette hygiejniske
forhold. Borgerrepræsentationen vedtog, at der skulle etableres et kombineret vand-
og kloakanlæg, som skulle muliggøre anvendelse a f moderne wc’er. Men regerin
gen, d. v. s. indenrigsminister A . S.
Ø
rsted
,
og overpræsidenten ville ikke gå med til
det, og sagen måtte derfor foreløbig henlægges. En moderne vandforsyning kunne
dog opbygges i årene 1857-59, men kloaksystemet kom til at vente længe.
Denne holdning fra ministeriets side skulle vise sig at blive både dyr og ubehagelig
for København og dens borgere. Men heldigvis stillede indenrigsministeriet sig for
nuftigere over for det andet problem, som trængte sig på i forbindelse med og efter
epidemien, nemlig spørgsmålet om byens hospitaler. Kort tid efter koleraens ophør
nedsatte det nemlig en kongelig kommission, der skulle undersøge hele hospitals
spørgsmålet.
For helt at gøre sig klart, hvad det er der nu er ved at ske, må man huske, at K ø
benhavn indtil da ikke havde haft noget kommunalt hospitalsvæsen, men kun et
forsørgelsesvæsen, der i begrænset omfang også påtog sig hospitalsmæssige opgaver.
Den sygepleje, som den katolske kirkes institutioner havde udført i middelalderen,
var naturligvis i princippet ved reformationen gået over til de verdslige myndigheder,
men deres indsats havde gennem århundreder været beskeden.
Stadens vigtigste kommunale sygehus var ved 1800-tallets midte Almindelig
hospital i Amaliegade. Det var oprindelig en lemmestiftelse, men i løbet af det 18.
århundrede havde der udviklet sig den praksis, at fattige syge ude fra byen blev ind
lagt der til pleje. Disse patienter optog stadig mere plads, og i 1799, da fattigvæsenet
blev omordnet, opdeltes Almindelig hospital i to ret skarpt adskilte afdelinger, et
hospital og en stiftelse for fattiglemmer. 1808 blev hospitalet, der i dette år fik en be
tydelig udvidelse, opdelt i en kirurgisk og en medicinsk afdeling. Fra 1809 modtoges
også veneriske patienter. De havde hidtil været indlagt på Set. Hans hospital.
I 1850’erne havde sygehuset slugt de tre fjerdedele af Almindelig hospitals plads,
hvad der medførte meget trange og ubehagelig forhold for fattiglemmerne; allige
vel led sygehuset under stadig pladsmangel, og af de i alt 38 sygestuer fandtes 7 i
kælderen og 4 på kvisten. De fleste af stuerne var praktisk taget uden ventilation, i
enkelte var dog anbragt ventiler i væggen ind til skorstenen. Ellers foregik udluft
ningen ved, at vinduerne blev åbnet; wc’er fandtes ikke, og de natskrin a f træ,
der henstod i sygestuer og korridorer, gjorde naturligvis ikke luften bedre. Disse
H