KøbenhavnsHospitalsvæsen

De velhavende borgere flyttede i stort tal bort fra byen, og talrige jævne mennesker

fra de mest usunde og hårdest ramte kvarterer tog deres tilflugt til friluftslejre i byens

udkant.

Epidemien gav stødet til en indsats fra bystyrets side mod byens slette hygiejniske

forhold. Borgerrepræsentationen vedtog, at der skulle etableres et kombineret vand-

og kloakanlæg, som skulle muliggøre anvendelse a f moderne wc’er. Men regerin

gen, d. v. s. indenrigsminister A . S.

rsted

og overpræsidenten ville ikke gå med til

det, og sagen måtte derfor foreløbig henlægges. En moderne vandforsyning kunne

dog opbygges i årene 1857-59, men kloaksystemet kom til at vente længe.

Denne holdning fra ministeriets side skulle vise sig at blive både dyr og ubehagelig

for København og dens borgere. Men heldigvis stillede indenrigsministeriet sig for

nuftigere over for det andet problem, som trængte sig på i forbindelse med og efter

epidemien, nemlig spørgsmålet om byens hospitaler. Kort tid efter koleraens ophør

nedsatte det nemlig en kongelig kommission, der skulle undersøge hele hospitals

spørgsmålet.

For helt at gøre sig klart, hvad det er der nu er ved at ske, må man huske, at K ø

benhavn indtil da ikke havde haft noget kommunalt hospitalsvæsen, men kun et

forsørgelsesvæsen, der i begrænset omfang også påtog sig hospitalsmæssige opgaver.

Den sygepleje, som den katolske kirkes institutioner havde udført i middelalderen,

var naturligvis i princippet ved reformationen gået over til de verdslige myndigheder,

men deres indsats havde gennem århundreder været beskeden.

Stadens vigtigste kommunale sygehus var ved 1800-tallets midte Almindelig

hospital i Amaliegade. Det var oprindelig en lemmestiftelse, men i løbet af det 18.

århundrede havde der udviklet sig den praksis, at fattige syge ude fra byen blev ind

lagt der til pleje. Disse patienter optog stadig mere plads, og i 1799, da fattigvæsenet

blev omordnet, opdeltes Almindelig hospital i to ret skarpt adskilte afdelinger, et

hospital og en stiftelse for fattiglemmer. 1808 blev hospitalet, der i dette år fik en be

tydelig udvidelse, opdelt i en kirurgisk og en medicinsk afdeling. Fra 1809 modtoges

også veneriske patienter. De havde hidtil været indlagt på Set. Hans hospital.

I 1850’erne havde sygehuset slugt de tre fjerdedele af Almindelig hospitals plads,

hvad der medførte meget trange og ubehagelig forhold for fattiglemmerne; allige

vel led sygehuset under stadig pladsmangel, og af de i alt 38 sygestuer fandtes 7 i

kælderen og 4 på kvisten. De fleste af stuerne var praktisk taget uden ventilation, i

enkelte var dog anbragt ventiler i væggen ind til skorstenen. Ellers foregik udluft

ningen ved, at vinduerne blev åbnet; wc’er fandtes ikke, og de natskrin a f træ,

der henstod i sygestuer og korridorer, gjorde naturligvis ikke luften bedre. Disse