13 / 271
såkaldt »landsfaderlige« regering ville sanere landets økonomi ved at spare, og uden
hensyn til hvad det kostede i form af uudnyttet energi og social søllehed, lod den
regerende kreds af godsejere og embedsmænd alle større investeringsopgaver visne
hen. Der groede ukrudt på de store københavnske tømmerpladser, der var stille i den
før så travle havn. De store forretninger gik uden om byen.
I slutningen af 1830’rne begyndte København imidlertid så småt at vågne af sin
tornerosesøvn. Handelslivet intensiveredes noget, og med i84o’rne kom der for alvor
aktivitet i forretningerne. Verdensmarkedets gode priser på korn, trafikmidlernes for
bedring og meget andet virkede sammen. Kornhandelen en gros såvel for de danske
øer som for Skåne koncentreredes i København, nye handelshuse voksede op, og en
politisk debat begyndte at præge byen. Grundloven 1849 og krigen 1848-50 danner
ligesom afslutningen på den halvtriste periode a f Københavns historie og begyndelsen
til en ny og mere levende.
1850’erne begyndte i og for sig ikke særlig muntert. Der var dyrtid og nogen nød
blandt de dårligst stillede. Men denne depression var dog ret snart overvundet. En
kortvarig, men voldsom økonomisk krise i 1857 medførte en lang række forretnings
fallitter, men påfaldende mange af de fallerede blev bragt på ret køl igen, og krisen,
der var almindelig europæisk, havde haft den for København gunstige virkning, at
Hamburgs økonomiske herredømme i Norden var brudt. De jyske provinsbyer, der
tidligere havde været handelsmæssigt nær knyttet til Hamburg, søger nu deres forbin
delser i København.
Hovedstaden havde gennem de fattige årtier været en lille indeklemt by bag de
forældede fæstningsværker. Boligsituationen var slet. Underklassens familier var klum
pet sammen i bittesmå lejligheder i baghuse, på kviste og i kældre. Mellemklassen havde
lidt rummeligere, men ubekvemme lejligheder i forhusene. Kun overklassen, d .v. s.
adelen, de højere embedsmænd og de større købmænd havde nogenlunde rimelige
pladsforhold. Der var i reglen rent i stuerne, i al fald hos over- og mellemklassen,
men fugt og træk, mus og rotter, dårlig ventilation og stinkende lokummer, selv i
jævnt velstillede folks huse, gav hygiejnen ringe muligheder. Afvaskningen foregik
ved hjælp a f små vandfade, der fyldtes fra små vandkander. Forskellen mellem det
finere og det ringere hjem bestod mere i vandfadets udstyr end i dets størrelse. Offent
lige badeanstalter kendtes ikke. Rendestenene var i en elendig forfatning, og kloaker
og afløbsrender en stinkende plage for borgerne.
På landet havde man naturligvis ikke mere begreb om hygiejne end i byerne, men
der var mere luft og lys og ofte også mere plads. Derfor var der sundere herude.
København havde alligevel op til ca. 1890 et tilvandringsoverskud, der var større
I I