18 / 271
Den kommission, indenrigsministeriet som nævnt nedsatte til omordning af
hospitalsforholdene i København (i h. t. kgl. reskript a f 9. december 1853, efter
hvilket den formelt kaldtes Kommissionen til Reorganisation af Almindelig Hospi
tal), var blevet til på initiativ a f Sundhedskollegiet. Kommunalbestyrelsen havde
indtil videre kun haft i tankerne at forbedre forholdene ved forskellige udvidelser
af Almindelig hospital, men det, at det var en statsmyndighed, der havde taget initia
tivet, var sikkert til gavn for sagens fremme og medvirkende til, at der blev taget så
vidtgående skridt til spørgsmålenes løsning. Vand- og kloakplanen, som kommunal
bestyrelsen selv havde haft ideen til, gik det, som nævnt, ikke så godt med.
Kommissionen fik indenrigsministeriets direktør, etatsråd
C
arl
S
imony
,
til for
mand og bestod iøvrigt af repræsentanter for såvel statsstyre som kommunalbesty
relse. Man gjorde sig forholdsvis hurtig klart, at der var to muligheder: Enten måtte
lemmestiftelsen helt udsondres fra Almindelig hospital og dette udvides og forbedres,
eller man måtte bygge et helt nyt hospital.
Den første mulighed blev opgivet, fordi den alligevel ikke ville give sengepladser
nok, samt fordi man ikke havde noget sted at flytte lemmerne hen, og ikke mindst
fordi man efterhånden blev klar over, at de drøftede ændringer af Almindelig hospital
ville medføre lige så store udgifter som bygningen af et helt nyt sygehus. Der opnåe
des derfor enighed om, at kommunen skulle bygge et nyt hospital.
Der skulle så findes et sted at anbringe det. I den indre by var der ikke plads, og
det ville også have været ubekvemt at have det liggende i et af de overbefolkede,
støjende og snavsede kvarterer, hvor det ville blive næsten umuligt at skaffe blot
nogenlunde tilstrækkeligt lys og luft, og hvor dets anbringelse ville blive afhængig af
gaderetninger o. lign. besværlige hensyn. Man indså derfor, at det måtte lægges ude
i forstæderne. Indtil videre blev Vesterbro foretrukket.
Endvidere lagde kommissionen vægt på, at hospitalsvæsenet ikke mere skulle
bestyres sammen med fattigvæsenet, et synspunkt med perspektiver.
Fra gammel tid var det det normale, at de velhavende lod sig pleje hjemme, og
mellemklasserne fulgte efter, så godt de kunne. Det var først og fremmest under
klassen, der blev nødt til at lade sine syge indlægge på hospitalerne. Derfor kom der
også af den grund i mange tilfælde til at hvile et noget odiøst skær over dette at blive
indlagt. Men efterhånden som hospitalerne og deres læger formåede at gøre stadig
mere for deres patienter, stillede sagen sig anderledes. Hospitalerne bliver efterhånden
lidt mere end steder, hvor den smitsomt syge afsondres, hvor forbindinger, lavementer,
åreladninger, smørekure o. lign. bliver administreret af kyndige hænder, hvor der
bliver våget over den meget syge, hvor den hjælpeløse får sine regelmæssige måltider
1 6