12 / 271
Hospitalsvæsenets historie viser ikke helt klart faserne i denne sociale historie;
thi den syge vil altid have en privilegeret stilling. Dønningerne fra striden nåede nok
frem til sygesengen, men i afdæmpet form. Hertil kom yderligere, at hospitalsproble
merne aldrig helt ud lod sig drage ind i kampen mellem samfundssynspunkterne. At
hospitalsdrift stort set burde være en samfundsopgave, er aldrig for alvor blevet be
nægtet her i landet. Opgaven var og er nemlig simpelthen for kompliceret til, at den
herhjemme lader sig løse af det private initiativ, og endelig bidrog den etiske holdning
hos dem, der sørgede for de syge - trods disse menneskers naturlige og rimelige be
stræbelser for at skaffe sig så gode økonomiske kår som muligt - til, at hospitalsspørgs
mål i almindelighed kunne holdes lidt uden for stormcentrerne i døgnets strid.
Der sker inden for den periode, der her skal skildres, en kolossal stigning i behovet
for hospitalsbehandling, både fordi stadig flere behandlinger kræver indlæggelse, og
fordi stadig flere lidelser og skavanker lader sig behandle med held, samtidig med
at den sociale lovgivning har gjort hospitalsophold muligt for alle. Hertil kommer,
at befolkningens ændrede aldersfordeling, stigningen i antallet a f udearbejdende hus
modre, boligforholdene og de yngres svigtende muligheder for at pleje ældre familie
medlemmer har øget behovet for hospitalsplads, og tidligere tiders uhyggebetonede
frygt for sygehuset er blevet forandret til et tillidsfuldt syn på hospitalernes læger og
sygeplejersker. Dette pres på hospitalerne modvirkes dog i den nyeste tid noget af,
at behandlingstiden for den enkelte patient har kunnet sættes væsentligt ned. Men
samtidig er der sket en ophobning af gamle på hospitalerne, og disse gamle patienter
har gennemgående en meget lang liggetid. De kommunale myndigheder står i dag
over for langt mere krævende opgaver også på hospitalsområdet end kommunalstyret
i i86o’erne.
1850’erne var en grødetid for København. Der skete store og afgørende ting.
Voldene faldt, et stort byggeri var i gang, erhvervslivet kom ind i en stærk udvikling,
og på vigtige økonomiske, politiske og sociale områder måtte borgerne til at indstille
sig på helt nye normer.
Den første halvdel af 1800-tallet havde været en trist og fattig tid for hovedstaden.
Englænderkrigen 18 0 7 -14 havde standset den blomstringsperiode for dens handel,
der med små afbrydelser havde varet langt over en menneskealder. De fleste a f de
store handelshuse var krakket, ja landet selv var gået fallit. Det gamle dobbeltmonarki
Danmark-Norge var sprængt, og den fordelagtige handelsforbindelse nordpå var
næsten afbrudt.
Fra 1 8 1 4 og langt frem i tiden lød parolen på sparsommelighed. FREDERIK V I’s
1 0