KøbenhavnsHospitalsvæsen

Samtidig med opførelsen af Kommunehospitalet gennemførtes planerne om en for

bedring a f byens vandforsyning. Det nye vandværk ved Vester Farimagsvej blev taget

i brug i 1859, og i 1857 var gasværket ved Kallebodstrand færdigt, og gasbelysningen

holdt sit festlige indtog. Ved indretningen a f hospitalet tog Chr. Hansen hensyn til

disse to vigtige nyvindinger.

Vandforsyningen ordnedes ved, at hospitalet fik vand fra det nye vandværk. I be

tænkningen fra 1855 havde man fordret indrettet vandklosetter i hospitalet, men dette

omtales ikke i programmets betingelser. Selv om det således ikke var med i den ende

lige plan, blev hospitalet dog helt igennem forsynet med vandklosetter, og pa hver

sygestue installeredes vandhane og vask, ligesom der indlagdes vandrør i køkkenerne

og indrettedes badeværelser i hver etage for de syge, som ikke kunne benytte bade

anstalten. For at være sikker på at have vand til rådighed, hvis vandforsyningen fra

vandværket skulle svigte, indrettedes et mindre, selvstændigt vandværk, som forsynedes

med vand fra Sortedamssøen. Det var kun beregnet til hospitalets eget brug og funge

rede på den måde, at hospitalets dampmaskine pumpede vandet, der samledes i en

brønd, op i nogle store beholdere, der var anbragt på loftet i hovedfløjene. Herfra

kunne det føres ind i hospitalets ledningsnet, hvis vandværket svigtede.

Afledningen a f det forurenede vand var imidlertid lige så vigtig som forsyningen

med frisk vand. Allerede i 1849 havde man udskrevet en international konkurrence om

forslag til vand-, gas- og kloakanlæg i København, men sagen trak i langdrag

på grund a f uenighed om planernes udførelse. Resultatet blev, at kun gas- og vand

værksplanerne blev iværksat, mens kloakanlægget udsattes på ubestemt tid. I den

følgende tid blev kloakkerne anlagt stykkevis, som forholdene nu tillod det. Med op

rettelsen a f det nye vandværk blev mulighederne for at indrette wc er i private huse

stærkt forøget, men da spildevandet på grund a f de mangelfulde kloakanlæg blot

skylledes ud i byens rendestene, medførte det ene hygiejniske fremskridt blot en for

værring a f de hygiejniske forhold i al almindelighed. På trods af de elendige kloak

forhold indrettedes der i byen flere hundrede såkaldte »vandpriveter«, hvis indhold

opsamledes i gruber i gårdene og derfra lejlighedsvis udtømtes i de åbne rendestene,

hvor det ofte blev stående og især om sommeren udsendte en ulidelig stank. Forbudene

mod at indrette vandklosetter gavnede kun lidt.

T il alt held lykkedes det i 1863 at få et forslag om anlæg a f en afløbskanal fra Kom

munehospitalet vedtaget i kommunalbestyrelsen. Herved muliggjordes installationen

a f wc’ er i hospitalet, ligesom hospitalets spildevandsproblem i det hele taget herved

fik en heldig løsning. Det forurenede vand førtes fra hospitalet ad underjordiske led

ninger, der, som det hedder i en samtidig beskrivelse, »ende i en stor muret Cloak, som