AdmiralCCZahrtmann

A D M I R A L E N

1 9 7

Gæld, viste han sig bygget af andet Tømmer end Kameraterne;

Sværm og Svir blev aldrig hans Sag.

E t koldt Forstandsmenneske var han ikke. Hans varme Følelser

for Fædrehjemmet og for hans eget Hjem var hans Hjertes natur

lige Trang. Hans Vennetroskab var ham ubrydelig; den brast ikke,

selv hvor han saa Vennen svigte ham. Med Tilsidesættelse af sin

egen Forfremmelse følte han Glæde i at tjene Vennens Tarv. C. van

Dockum havde Føje i at skrive (Min Samtid, Rigsark.). „Zahrt-

mann var høist forskiellig fra, hvad man i Almindelighed antog ham

for; under hans tilsyneladende haarde Skal fandtes et Hierte saa

blødt, at man undertiden kunde forbauses derover, og hermed for- .

bandt han til sine Tider en Svaghed i Villie, som man, eftei hans

almindelige kraftige Optræden, paa ingen Maade skulde have troet

at være ham egen. For Venner nærede han ubetinget Hengivenhed

og en Tillid, som imod Slutningen af hans Løbebane haardt blev

skuffet; udentvivl bidrog gientagne Skuffelser i denne Retning, i

Forbindelse med de Uheld som herved berededes hans Styrelse af

Marinen, til slutteligt at tilintetgiøre den Mands Kraft, som man

skulde troet at være usaarbar ligeoverfor Døgnblades hadefulde An

greb og Mængdens overilede Dom. Hans Minister-Liv forkoitede

hans Dage.“

Hvor Zahrtmann end færdedes, vidste han let, næsten som 1 en

Leg, at skabe sig Venner, der kendte, at hans følsomme Hjerte

ikke stod tilbage for hans skarpe Forstand. Sin Kadetfader Snee-

dorff, sine Plejefædre Rosenwinge og Holm, sine ældre Krigs-

kamerater, sine yngre Undergivne og de gamle Hofmænd, dem alle

drog han til sig ved sin redelige Færd, sin djerve Aabenhed sin

rettænkende Ærekærhed, hele sin naturlige Vennesælhed. De skæn

kede ham deres fulde Fortrolighed i en sjelden Grad; de vidste at

han ikke kunde misbruge den. Selveste Admiralitetet aftvang! han

Klap midt under Klapsene. Trods Kamp og Skuffelser blev Livet

ham rigt og lykkeligt: Herfor var han selv, mere end Omgivelserne,

^ E r T a f hans Kamerater, Kontreadmiral Steen Bille, søgte ved

hans Død at skildre ham i et Par Vers:

H an v a r en tro fast V e n af sine Venner,

I H uu s o g H jem en ædel, k jæ rlig M and.

H an gjo rd e godt m od sine væ rste Fjen d er,

D e t ved hans G ra v fo r Gud je g vidne kan;

M en Sieth ed angreb han, h vo r han den mødte,

Og ofte kæmped mod den til han blødte.

Som Y n g lin g , M and, o g til ham D øden rørte,

H an s hele L iv v a r nyttig, k raftig hæ rd.

Sin B aad , sit Skib som Staten s R o er han førte

M ed stadig C o u rs for Fæ drelandets Væ rd .

I Sto rm , i Stille, gode, onde D age

H an svigted ei, før Gud ham tog tilbage.