197 / 218
1 9 4
A D M I R A L E N
samlede ved Familiens Middagsbord, som forløb meget muntert. Til
sin Borddame sagde han: „Havde jeg vidst, at Johan Vilhelm var
kommen til Byen, saa havde jeg bedt ham herhen. Vel veed jeg, at
han undgaar vort Hus og aldrig vil komme, men det faar være det
samme, jeg bryder mig slet ikke derom og lader, som jeg ikke mær
ker det, for jeg vil kun erindre alt det meget gode, jeg har nydt
hos ham.“ [J. W. C. K rieger].
Da Gæsterne var gaaede, sagde Zahrtmann til sin Hustru: „Ja
saadanne smaa Partier ere de mest morsomme, ja vist ere de det.
Nu vil jeg gaa ind og smøge mine tre Cigarer, og saa gaar jeg, tror
jeg, til min gamle Ven Scholten og ser, hvordan han har det. Sørg
blot for, at jeg kan faa Thee herhjemme, for jeg kommer vist tidlig
hjem.“ Hos Scholtens blev talt om Professor Dreyers pludselige
Død, og da Scholten nævnte den lykkelig, svarede Zahrtmann: „Ja,
naar man er forberedt.“ Der kom flere, og han overtalte Herrerne til
en Whist. Han talte om Politik og drillede David med at spørge
ham, hvor han dog kunde holde det ud at gaa i Rigsdagen: „Jeg gaar
der aldrig, for jeg har virkelig ikke Tid til overs at spilde der.“
Gjentagne Gange roste han sit Velbefindende; han sagde saaledes:
„Jeg føler en hel Forandring i mig, nu faar jeg nok en hel Del gode
Aar, for jeg har haft trange Aar, men de ere nu forbi.“ Da de andre
vilde bryde op, overtalte han dem til endnu en Rhubber. En Gang
havde han kunnet gjøre et Stik mere, og han indrømmede villigt
sin Fejl. Da de endeligt gjorde Regnskabet op, paastod Scholten, at
han burde yde mere i Kortpenge. „ Ja ,“ sagde han, „der har De en
Rigsort, den giver jeg gjerne for saadan en morsom Aften.“
Nede paa Gaden snakkede Herrerne endnu længe sammen; saa
gik Zahrtmann med Oberstlt. Tobiesen og sagde, at han vilde følge
ham til hans Port (Landkadetakademiet), inden han gik hjem. De
talte igjen om Politik, og han fortalte om, hvad de Folk, som nu
var imod Arvefølgen, tidligere havde sagt. Han vilde just til at tale
om Monrad, de var ud for den Rende, som skilte Moltkes Palæ fra
den lille Tilbygning, da han sagde: „Jeg veed ikke, hvordan jeg har
det, jeg bliver saa svimmel, maa jeg tage Deres Arm, men det er
ikke mere, end at vi godt kunne blive ved at passiare.“ Saa sank
han i Knæ; Tobiesen greb ham om Livet, lod ham sagte glide ned
og støttede hans Hoved paa sit Knæ. Familien Murdoch kom just
for Hjemgaaende; Svigersønnen der, Sekondlt. Charles Wulff, ilede
over Gaden til Hjælp, og sammen med et Par Forbigaaende bar han
Zahrtmann tvers over Bredgade ind i Enkefrue Murdochs Hus og
bragte ham til Leje der paa en Sofa. Wulff løb ud efter Læge og
traf netop paa Gaden Reservekirurg R. Bergh fra Almindelig Ho
spital. Han kom saaledes til, aarelod den bevidstløse Zahrtmann paa
begge Armene og blev til Stede en kort Stund, indtil Livet var
helt udslukket et Kvarters Tid før Midnat.
Der gik nu Bud til Hjemmet, hvor Frue Zahrtmann maatte væk
kes for at modtage det. Saa blev Liget baaret did. Hun skrev her