AdmiralCCZahrtmann

A D M I R A L E N

1 9 1

gjort Danmark Ære udenlands, og som Tegn paa Paaskønnelse heraf

hædredes han med 6. Okt. at faa Danebrogordenens Storkors. Hans

overspændte Krav om strax at blive dansk Admiral kunde derimod

Marineministeren, hans egen Svoger C. van Dockum ikke imøde

komme. Frivilligt var han traadt ud af sin Stilling som dansk Kom

mandør; Midlertidigheden heraf sigtede i de oprindelige Aftaler kun

paa den Mulighed, at han

ved

Ankomsten til Østrig skulde møde

uforudset Hindring for at tiltræde Tjeneste der; hans udenlandske

Tjeneste kunde ikke medføre Forfremmelse for ham her hjemme,

og de Forfremmelser, der var sket under og efter Treaarskrigen i

hans Fraværelse, kunde ikke falde ham til Gode. Admiralsposterne

her hjemme var fuldtalligt besatte; til at oprette en tredje Kontre

admirals Stilling for ham krævedes nu under Grundloven en særlig

Lov, til hvilken Rigsdagens Samtykke kunde forudsees nægtet; og

at degradere Zahrtmann i hans lovligt tiltraadte Kontreadmirals

stilling og hans vundne Aldersorden vilde være ulovligt.

Forhandlingerne med Dahlerup varede et Fjerdingaar. Han stod

stejlt paa sit Krav. C. van Dockum, som iøvrigt var af den Mening,

at selv om Dahlerup i det givne Øjeblik havde staaet som Komman

dør i den danske Flaade, var det tvivlsomt, om han var bleven

ZaJhrtmann foretrukken til Admiralsposten (Livserindringer, 1893,

S. 195), men som vel var for smidig til nu at lade Svogeren dette

høre, tilbød ham sidst i December at indstille ham til at indtræde i

sit gamle Numer som Kommandør og at faa Kontreadmirals Ka

rakter samt Divisionschefs Tillæg i Kommandørgagen. Dette var,

hvad han kunde gjennemføre, efter at det samlede Statsraad og især

Finansminister v. Sponneck havde udtalt sig skarpt mod Dahlerups

Krav. Dahlerup kunde vedblivende ikke give sit Minde til, at Zahrt

mann skulde staa foran ham; han lod Forhandlingerne ende frugtes-

løse, men havde han her grebet sin Svogers Tilbud, vilde han, efter

den regelrette Fremrykning at dømme, inden et Aar være bleven

Kontreadmiral og inden halvandet Viceadmiral. Nu vilde han for

meget i Øjeblikket og fik derved for lidt i Fremtiden. Stillet lige

over for hans „lige saa urimelige, som ubeføjede Fordringer“ maatte

den nye Marineminister Steen Bille 2. Febr. 1852 lade Kongen op

hæve sit Tilsagn om at holde ham det Numer aabent, som han ikke

vilde træde ind i. Dahlerup søgte da om Pension; Bille stræbte ivrigt

efter at skaffe ham denne; men da Dahlerup i sin Tid frivilligt var

traadt ud af Marinen, kunde den ikke optages paa det normale Pen

sionsbudget, der maatte en særlig Lov til, og det nye Statsraad næg

tede sit Samvirke til at bringe en saadan til Veje. Kongen befalede

da 29. April Ministeren at meddele Dahlerup, at han ikke saa sig i

Stand til at gaa ind paa hans Ansøgning om Pension.

Dahlerup taalte ikke sin bittre Skuffelse. Endnu en Gang, 1861

65, fandt han Virkefelt i Østrig som Overadmiralen Ærkehertug

Maximilians dygtige og højt skattede Raadgiver. Saa vendte han

hjem til Danmark og nedskrev sit Livs Begivenheder, i hvilke Zahrt-