189 / 218
18 6
M A R I N E M I N I S T E R
PeLwonn og Føhr kunde nu indtages, men maatte dog atter rømmes
to tre Uger senere. Fjendens, tre Kanonbaade blev forjagne 17. Sept.,,
men ikke tagne; de gik op i Ejderen og beskød 29. Sept. til 3. Okt
Frederiksstad. Selv om Udfaldet gav Irminger Ret, fik Zahrtmann
dog ikke helt Uret; Udbyttet stod næppe i rimeligt Forhold til An
strengelsen.
1 1
.
Ældet gik Zahrtmann fra Statsraadsbordet. Hans pligttro,, ar
bejdsomme, dygtige Ministervirke paaskønnedes højt af kyndige
Maend, lians Kaldsbrødre og lians Embedsfæller, kun med en enkelt
Undtagelse, hist Kommandør BaMerap, her Professor Clausen. Bis
ses enligt staaende Udtalelser vilde ikke have forulempet Zahrtmanns
Sind, om ikke den ukyndige Bagspresse ideligt holdt ved i sin vrange
Opfattelse af ham og hans Gjeming og gjorde ham til det mest om
tvistede Medlem af A. W. Moltkes to Ministerier. Nu kastede den
sig særligt over hans skaansomme Optræden mod Eckemførdemæn-
éeue.
Garde og især Paiudan var hans nære Venner, og trofast holdt
Zahrtmann som Privatmand sin Veoeefølelse fast; men som Mini
ster, som Søofficer fulgte han sin Embedspligt i at hævde den dem
©vergaaede Bom. Han havde ingen Bel i, at Paiudan bares ind i nye
Stillinger,, nyt Ansvar. Forfulgt, af Pressens hadefulde Sigtelser
fandt han sig til sidst, nødsaget til at tage drøjt til Gjenmæle; hans
pludselig«' Bod hindrede, at hans Gjansvar kom. frem. Hans Forhold
til Paiudan klarlagdes i følgende Skrivelser:
4, Avg.
t f 5
i y
Østerbro: Kiære Zahrtmann1! Det er med d j* Be
kymring i min Sjæl, at jeg henvender disse Linier t i Dig, min
msogea,arige kiære Ven, for at udtrykke for Dig, hvormeget jeg naaa
beklage, at Du ikke Isenger staaer i Spidsen for Marinens Bestyrelse,
eller idetmludste at Du ikke paa denne Tid var her tilstede [Z. var
paa Rejse i Sydfrankrig]; thi da vilde det ikke være skeet »ed mig,
som nu er skeet [Paiudan fik ,3... Avg. sin. Afsked].. Denne hos mig
aldeles rodfæstede Mening har sin Grund i, at der er Ingen, som
bedre end Du kjender den faste Beslutning, jeg som ærekiæt Of
ficer maatte have fattet, til ikke at holde mig tilbage, maarsomhelst
Jeg maatte fane Ordre til at løbe ind for at angribe Laiidbatlsrier,
efter åen Samtale vi herom hav ie den 30. Marts 1849 øm Form ,
da jeg sidste Gang var iland, førend min Afseiling med Linieskibet.
Med Kaartet for Øle, ledsaget af seneste Beretninger Bu. havde om
de Steder' I Kieterfjorden, livor Batterier var anlagte, om Artilleri-
styrfeen paa hvert af disse ligesom og paa Frederiks«!, talte vi
længe cm. et Angreb paa Kiel, som rar patsenkt skulde ske smart,
hvorfor Bu. ogsaa ved Afskeden yttrede de Ord fil mig: at jeg
maatte skynde mig at komme derhen for ikke at gaae Glip af Ded-
fiageise i dette. Forehavende, hvilket, ifald Linieskibet ikke kom. til