AdmiralCCZahrtmann

1 92

A D M I R A L E N

mann fremstilledes som hans hadske Avindsmand. Ene ud fra een

Yderside af Zahrtmanns Væsen, hans bidske, afvisende Optræden over

for Omsvøb og Ukyndighed, karikerede han sin Tegning af ham

ind i det groteske; ikke faa Modsigelser i den viste, at Dahlerups

Sind var ude af Ligevægt (Mit Livs Begivenheder, 2. B., 306). Uden

at føre Skygge af Bevis rejste han den løse Paastand: „Det var

mig jo klart, at Zahrtmann [185 1] stod bagved van Dockum og Ir

minger“ , — uden at agte paa at denne Sigtelse haardest ramte hans

egen Svoger, der, saa lidt som Irminger, var den Mand, som lod sig

bugsere frem i andres Slæbetov. Græmmet ud i sygeligt Nag skrev

han endeligt (4. B., 247): „Zahrtmann naaede rigtignok sit Maal,

men kun for [ved sin snare Død] at give et Exempel paa Lorsynets

evige Retfærdighed.“ Da Dahlerup skrev dette, laa hans Ungdoms

ven, hvem han unægteligt skyldte Tak for meget godt, for længst

stum i sin Grav.

Intet virkeligt Ansvar kunde heri kastes paa Dahlerup. Jevnligt

hjemsøgt af legemlig Sygdom og i afg,jørende Øjeblikke af sin L ivs

bane truffen af uforskyldt Uheld stod han over for den tre Aar

yngre Vaabenfælle, der ikke blot nævntes „den lykkelige Zahrtmann“ ,

men ogsaa selv følte sig lykkelig, og hvis Medbør nu havde krysset

ham forbi. De to gav ikkun et Exempel paa det i Danmark saa hyp

pigt fostrede Mandspar: Noureddin og Aladdin. Dahlerups tunge

Sind maatte briste her; allerede 1852 lod van Dockum ham vide, at

hans Forstand var faret vild paa dette Punkt. Kun da blev der

handlet lidet lempeligt med hans Minde, da man lod hint uhyggelige

Blad i hans Livsbog komme frem paa Tryk og herved gjorde en

Indsigelse nødvendig, Sandheden i Ære.

Efter sin Hjemkomst gjenoptog Zahrtmann sit flittige Arbejde i

det ham kære Søkortarkiv. Det lod han ikke tage fra sig, selv om han

2. April 1852 udnævntes til Flaadeinspektør og efter Admiral Schif-

ters Død blev 9. Nov. Viceadmiral og Holmens Overekvipagemester,

hvorved han atter fratraadte Konstruktions-Kommissionen og Flaa-

deinspektionen. Saaledes naaede han de højeste Maal inden for Sø

etaten og Holmen, ganske vist uden at han selv havde sat sig dem.

Paa et helt andet Omraade lagdes endnu en vigtig Afgjørelse i hans

Haand.

Hans gamle Ven Professor H. C. Schumacher var 28. Dec. 1850

død i Altona. I Carl Plougs Blad „Fædrelandet“ var da rejst Stem

ning for at nedlægge Observatoriet der som meget kostbart i sin

Drift. Zahrtmann greb Ordet i „Berlingske Tidende“ og paaviste,

at Aarssummen, 3550 Rbdlr. til Observatoriet og til dets verdens

kendte Tidsskrift „Astronomische Nachrichten“ , var særdeles nyt

tigt udgiven: „Ikke paa noget andet Sted i Verden frembringes med

lignende Midler saameget til Gavn for Astronomien, som netop der.“