199 / 218
1 9 6
A D M I R A L E N
dannede sig af den yngre Tillisch’s Fortrin for hans ældre Broder,
en Dom Eftertiden har godkendt. Han vidste saa at sige øjeblikke
ligt, hvor en Mand hørte hjemme; og han forstod at underbygge
sine Udtalelser saa grundigt, at Modstanden faldt til Jorden. Søoffi
cererne drøftede 1837 ivrigt, hvor vidt Edouard Suenson som Næst
kommanderende paa Stationsbriggen ved St. Croix havde handlet
rigtigt i efter Generalguvernør Scholtens Ordre at staa til Søs efter
Sørøvere uden at oppebie sin Chef P. T. Grove, der just var i Land
paa St. Thomas. Den unge Premierlt. Paludan forelagde et Forsvar
for Næstkommanderendes Handlemaade for Søkadetchefen P. F.
Wulff, men denne fraraadede ham at lade det trykke med de Ord:
Jeg veed, at Zahrtmann er stemt for Chefen; har han først udtalt
sin Mening, er der ingen, som kan rokke den, og de, paa hvis Side
han staar, faa altid vundet Spil. Paa denne Tid stod Z. dog endnu
kun som Direktør for Søkortarkivet.
Zahrtmanns lyse Hoved gjorde ham i Sammenkomster snart til
Herre over Samtalen, hvad enten denne drejede sig om almindelige
Selskabsemner eller almene Samfundsspørgsmaal; „man lyttede,
hørte og forundrede sig,“ sagde Premierlt. A. Roepstorff ved hans
Død. Hans Vid kunde være fuldt af roligt Lune, men kunde ogsaa
blive sarkastisk sviende lige over for Vankundighed og støde mod
artigt Omgangssprog, særligt da „han hadede al Smiger og Bram“
og lod al personlig Forfængelighed uænset. Mødte han Dikkedarer
og Tidsspilde, kunde han blive opfarende og brysk afvisende, „den
blaa Zahrtmann“ i Kongens Forværelse. Han kendte selv alt dette
som Lyder i sit Væsen: „Det er en Fejl, som jeg har, at min Op
træden ikke altid er helt uafhængig af mit Lune, hvad den dog gan
ske afgjort burde være.“ Han søgte Forklaringen deri, at han alle
rede fra sit fjortende Aar havde baaret Mands Ansvar og ført Kom
mando. Hans hvasse Indgreb blev Overgreb mod bævende Avdiens-
søgende; men førte mod det graanede Admiralitet satte de frodig
Frugt i Danmarks Søfart og Handel ved at tænde Fyrene og kort
lægge Sejlløbene.
; ,
Zahrtmanns fremragende Forstandsevner førte ham ind i en
overvældig Selvtillid paa alle de Omraader, hvor han følte sig hjem
mevant. Sikker paa sit indre Værd satte han al ydre Udmærkelse
lavt. Rolig ventede han paa sine første Lieutenants-Epauletter, da
hans Ven H. G. Sneedorff først skulde have sine; og aldrig senere
jagede han ilfærdig efter bredere Snore. Han lod sit Arbejdes Dyg
tighed bane ham Vejen jevnt og langsomt frem i Etaten, og uden
Spor af Skinsyge saa han Kameraterne gjorte lykkelige ved Udkom
mandoer forud for ham. Han var beskeden i sine Fordringer til,
hvad Livet kunde bringe ham af ydre Ære, og da hans Portræt kom
frem i „Det danske Søofficerskorps“ , stak det der i sin Jevnhed gan
ske af mod hans ordens- og epauletteringlende Omgivelser. Allerede
da han 1809 kom tilbage fra Schelden uden at have ødet sig ind i