190 / 218
M A R I N E M I N I S T E R
1 8 7
rette Tid, vilde blive udført af Fregatterne, og det meente Du „jeg
vist nødigt vilde have“ . Dette vil Du ikke have forglemt, ligesaalidt
som jeg i Samtalens Løb fortalte Dig, at Kongen ved min Afskeds-
audients havde nævnet for mig, at jeg formodentligt meget snart
vilde faae Ordre til at løbe ind til Kiel, hvor han da haabede, at jeg
„vilde børste dygtigt paa dem“ . — Efter deslige Udtalelser af mine
øverste Foresatte kom derfor Gardes Ordre mig ikke uventet. Om
hvorledes jeg har forstaaet den, som Retten har erkiendt for at være
uheldig affattet, er Dig tilfulde bekiendt, derfor vil jeg heller ikke
her videre omtale Krigsrettens Behandling og Dom, men kun holde
mig til al den Deeltagelse, Du viste mig, og fornemmelig at jeg, da
jeg paa Elba var hos Dig Dagen før min Afreise til Fehmern [Avg.
1850], hørte af Din egen Mund de Ord: „Det er kiønt af General
Hansen, at han paa saadan Maade søger at give Opreisning til en
Mand, der er bleven mishandlet, — for det er Du bleven!“ — giød
en lægende Balsam i mit den Tid endnu blødende Saar. — Men hvad
har jeg nu? Skaden havde jeg før, den er nu bleven forøget, og
Skammen er givet som Tilgivt! En slig Behandling kalder jeg ikke
alene haard, men uretfærdig, og den vilde Du ikke ladet Dm gamle
Ven blevet til Deel, om Du havde været her, ei heller vilde den det,
dersom General Hansen endnu havde været Krigsminister. At jeg
ved denne Anledning, ligesom ved mange flere der ere mødte ^nig
siden hiin ulykkelige Begivenhed i 1849, har ønsket mig tre Alen
under Jorden, er meget begribeligt, men der kan jeg ikke komme,
førend det er Vor Herres Villie.
.
24..
Avg. 18 5 1,
Østerbro: Tak! tusinde Gange Tak, mm ærlige
trofaste Ven, fordi Du, endogsaa førend Du havde modtaget mit
sørgmodige Brev, har tilskrevet mig E t af 13de 1 saadanne Udtryk
som de, jeg allerhelst kunde ønsket mig som Svar paa mit Brev.
Teg vilde ønsket, Du havde været tilstæde, da jeg læste Dit mig saa
usigeligt kiærkomne Brev høit for min Kone, Pleiedatter Broder
Christian og hans Kone, for at Du kunde have været Vidne til, hvor
ledes Dine oprigtige, venlige Ord rørte alle vore Hierter. Det at jeg
nu har faaet Bekræftelse paa, at Du er af den Meemng, at jeg er
bleven „mishandlet“ , og at Du indtaler mig Mod for Fremtiden, er
mig til saa stor en Opmuntring, at det forekommer mig, som om
Alt igien kunde blive godt. Iblandt herværende 1mange Venner er
Ingen med mere Inderlighed Dig hengiven end Din
F. Paludan.
52—53,
udateret: At jeg nogensinde har tænkt eller udtalt, at
den om Cmd.Cpt. F. Paludan fældede General Krigsrets Dom: var
u r e tfæ r d ig __ er
Løgn!
—
At
je g n o g e n sin d e til K r ig sm in iste r e n
har yttret Ønske omlommando for Cmd.Cpt. Paludan, enten paa
Femern eller paa noget andet Sted,
er Løgn.
j g
sinde til Marineministeren har yttret Ønske om Cmd. Paludat^
'
sættelse som Overlods, - er Løgn! - At jeg nogensinde^som Mi
nister har forelagt H. M. Kongen nogen Sag til Underskrift, d