AdmiralCCZahrtmann

M A R I N E M I N I S T E R

Grad i Københavns Citadel. løvrigt overholdt han i sin Ministertid

strengt, at alle maatte bøje sig for en lovligt fældet Dom.

Marinens tre yngste Kommandører havde Zahrtmann i 1849

bragt i Virksomhed. Dahlerup i Østrig opfyldte hans store Forvent

ninger og mere end det. De Forhaabninger, han satte til Garde og

Thomsen her hjemme, blev delvis skuffede. Mange søgte Aarsagerne

til Ulykkerne 1849 h °s Zahrtmann; men, skrev senere van Dockum

(Min Samtid, Rigsark.), „jeg er langtfra at dele denne Anskuelse;

— jeg spørger, om der ikke vilde have reist sig Skrig over himmel-

raabende Uretfærdighed, dersom Z. havde forbigaaet netop den

Mand, hvem Ulykken i Eckernførde væsentligen maa tilskrives;

ikke alene indtil da betragtedes F. Paludan som en af Marinens paa-

lideligste og meest erfarne Officierer, men selv efter denne Ulykke

har han kunnet hævde en vis Anseelse. — Nei, Z. var slet assisteret,

og under de vanskelige Forhold troer jeg ikke at nogen Anden bedre

vilde have styret Marinens Anliggender.“ Grunden til, at de ældre

Officerer svigtede, laa for van Dockum snublende nær. I det lille

Danmark med dets efter 1 81 4 fattige Marine var K rig nu i en

Menneskealder en ukendt Ting; Officererne var bievne gamle i Gaar-

de, altsaa paa Landjorden, uden at finde Lejlighed til Krigserfa

ring, og de kendte kun Søen fra enkelte Togter med indtil 10 Aars

Landliv imellem. Noget lignende har Zahrtmann følt, naar han nu,

modsat tidligere, helst støttede sig paa yngre, i fransk Krigsskole

udlærte Søofficerer.

Grebet af Smerte over Tabet ved Eckernførde, knuget af legem

lig Svaghed i Juni 1849 °g ve^ næppe helt ufølsom overfor de mod

ham rettede Snigløb i Pressen, holdt Zahrtmann trods alt ud i sin

Gjerning som Minister ad interim. Det som bar ham oppe var hans

egen Pligtfølelse og hans Standsfællers Tillid. Denne kom smukt til

Orde i et Brev, som Premierlt. Antonius Krieger, Dampskibet Hek-

las Næstkommanderende paa Eckernførdedagen, skrev til ham 6.

April 1850 fra Kanonbaadstationen i Svendborg: „Det er mig umu

ligt at lade disse Sorgens Dage hengaae uden ret ofte at have Tan

kerne henvendte paa Dem, der vistnok meer end nogen Anden i denne

Tid føler ved det store Tab. Den guddommelige Tilskikkelse, som

den Dag ramte os Alle, som kalde sig Danske og Sømænd, kom saa

uventet som muligt. Kunde man endda sige sig selv, at der havde

manglet Kraft eller Forstand til Angrebets Udførelse, da var der

noget menneskeligt at holde sig til, men som det er, da seer man,

hvad al Sikkerhed er her paa Jorden. — At man ikke har kunnet

oppebie denne Tid for at bedømme Dem, har vel kunnet volde Dem

nogen Ærgrelse, men det har dog tillige givet Dem Lejlighed til at

erfare, at der er Mange, som skjøndt de ikke kunne maale sig i Pen

nen med Deres Modstandere, dog gjerne træde frem for at vise Ver

den, at den hadefulde Dom, der fældes over Dem, langt fra ikke er

Mængdens. — Hvergang mine Tanker i disse Dage have mindet mig

om, hvad jeg led ved denne Ulykke, da har jeg ogsaa tænkt paa,