86 / 622
STRUENSEESINDUSTRI-OGLAUGSPOLITIK
75
en Selvfølge, at den enevældige Statsminister uden Betænkning forsøgte
dette. Vi se da ogsaa Antallet af Frimestre stadig udvides, og til Lali
genes Klager over Fuskere og Bønhaser som i andre Retninger tages
der intet Hensyn. Allerede 1770 havde Stadens 32 Mænd paa Laugenes
Foranledning klaget over det stigende Antal Frimestre, men Svarel
var: »at dette Slags Foranstaltninger vare dem aldeles uvedkommende,
hvorfor de i Fremtiden havde sig derfra at enlholde«, Gjentagne Klager
i samme Retning, Henvendelser Ira Laugene til Kongen, besvaredes
paa samme Maade, og den under S
truensee
indførte Pressefrihed, der
f. Ex. af M
artfelt
benyttedes til Fordel for Laugene, fonnaaede heller
Intet at udrette. Det er utvivlsomt, at Statsministeren kun ved sit bratte
Fald hindredes i at ophæve Institutionen. I lians Efterladenskaber
findes et udateret Udkast, der gaaer i denne Retning. Der fordres
heri som eneste Betingelse tor at opnaa Mesterstillingen en vis Lære
tid som Dreng og en vis Arbejdstid som Svend, ellers bortfalde alle
andre Hindringer i Form af Bekostninger, Mesterstykke el. a. Kun i de
Haandværk, der kræve Færdighed i Tegning som Forudsætning, skulde
Kunstakademiet godkjende et Stykke Arbejde, inden Vedkommende
maatte nedsætte sig som Mester. Denne Ordning skulde være kundgjort
Magistraten paa sædvanlig Maade som Kabinetsordre, men S
truensees
Fald hindrede det.
I hvad der foreligger som fuldbyrdet Kjendsgjerning eller ollieielt
tilsigtet Maal, kan man allsaa ikke sige, at Struensee slog ind paa
nogen ny Bane overfor Haand værket. Han tortsatte kun i rask Tempo
den, der var betegnet af Henrik Stampe ved Reskriptet al 1(1. April 1761.
Alligevel var hans Laugspolitik ikke det, der gjorde barn mindst for
hadt. Det var daa Hige Tider i
Kjobciilxivn.
Allerede under hRederi k V
havde man reageret stærkt mod dit højtidelige, pietistiske Regimente
under Faderen ved at slaa Gjækken ordentlig løs. Allerede dengang
havde man levet over Evne, men man havde selv taget Initiativet, og
maatte man betale, saa havde man idelmindste selv hall fornøjelsen
l o *