266 / 287
263
Syng jublende Borgeren Washington,
elskværdig og stæ rk dog som Cato,
nævn Hannibals Broder Napoleon,
syng Kant, der ej viger for Plato.
En orbis pictus i Haandformat
det halve Sekul maa være;
snart hæved sig atter, snart sank en Stat,
og tit fulgte Skammen paa Ære.
Ej Nero sad paa barbarisk Vis
med Øxen, Fornuftens Foragter,
men Friheden bandt sig sit eget Ris,
og Folket blev selv sin Slagter.
Se Ebros Helte med Oldtids Mod
for hellig Selvstændighed kæmpe;
men Taagen sig lægger om Bjærgets Fod
for Fremgangen atter at dæmpe.
I Vinterens Mørke Moskow se,
hvor Flammen alt Skyerne møder;
mens Frankerigs Kæmper som Lig paa Sne
om kranser de slukkede Gløder.
Germania følte da lidet sig fro
med Børn af forskellige Mødre;
men kraftig ved Leipzig og Waterloo
slog Goethes og Schillers Brødre!
Imens sad vi h er i det rolige Nord,
vort Samfund monde llorere,
Evropa sig drejed’ omkring vort Bord,
Kvadrater vi saa cirkulere.