262 / 287
259
af Dr.
ViIh. Andersen,
at ethvert Ord derom
fremtidig turde være overflødigt; kun hvad
der vedrører Klubben, altsaa det rent ydre,
skal h er berøres. Der er ingen Tvivl om,
at
Stefféns
som ukendt med de daværende
Forhold h a r troet, at Drejers Klub havde
langt større Betydning, end Tilfældet var.
Derfor gik han der op. Og han stødte paa
en Mur af Mangel paa Forstaaelse hos alle
de gamle —af de unge var kun
Oehlenschlå
ger
til Stede — en Mur, der virkede saa
fuldstændig med dennes Egenskab, at den
gjorde alt tavst. Den eneste, der talte, var
den eneste, d er kunde forstaa lidt, og han
sagde netop, at han ikke forstod. Han følte
akkurat den samme Ulystfornemmelse, som
da
Mynster
ivrede mod
Lafontaine,
og den
samme kildrende Lystfølelse bag Ulysten,
fordi han mærkede, at det nye, han børte,
bar frem. Han blev vred paa de gamles
Vegne. Han hang jo endnu ved sin Skole
pietet. Han glemte ikke, at det var den el
skede
Storms
Idealer og Tro, der h er an
grebes. Og han forstod ikke andet den Af
ten , end at der var nogen, der vilde gøre
det gamle i ham Fortræd. Han manglede
jo ogsaa alle sine unge Fæ ller der oppe om
sig. Og først, da det hele er forbi, da
Stef-
fens
er borte, føler han selv, at der er
noget dragende ved ham. Han h a r følt sig
skræmmet, søsyg ved at se ud over det
ukendte, bølgende Hav af Tanker, der aab-
nede sine Veje for ham ; først, da han h a r
vænnet sig lidt til det, k lam rer han sig ikke
17*