260 / 287
257
Det er ikke nogen god Sang^ naar den
skal ses som en Sang for
Baggesen.
Den
indeholder ikke et eneste rammende Ord
til hans Karakteristik. I det hele er Udtryk
kene banale og svømmende. Men den er et
Agitationsnummer, de første L injer om »For
dom, Dumhed, Svig« er sikkert sungne med
E ftertryk og særlig Adresse til de borte
blevne. Og saa gaar
Baggesen
rø rt hen og
omfavner
Oehlenschlåger
og testam enterer
ham »sin danske Lyre«. Det havde han sik
kert ikke gjort under normale Forhold
ovenpaa
den
Sang. Det er for
Baggesen
i
dette Øjeblik et Tilfælde, at han kommer
til at omfavne den rette, kommende Stor
hed; han aner det ikke selv; havde
Mynster
skrevet Sangen, havde han sikkert i det
Øjeblik faaet »Lyren«.
Baggesen
er rø rt og
glad over de unges Hyldest. Det er en al
mindelig Demonstration imod Fjenden, vi
maa se i denne noget teatralske Omfavnel-
sesscene, — intet andet! De to kendte ikke
hinanden, da den fandt Sted, og havde de
kendt hinanden, v ar det ikke sket. Thi de
kom aldrig til at forstaa hinanden, hverken
nu eller siden, selv om de troede det selv.
De hørte hver sin Tid til, det var ikke en
fælles Forstaaelse af, hvad der var usundt
i det gamle, det var kun en fælles Misfor
nøjelse med det, — udsprungen af højst for
skellige Aarsager. Mødet mellem
Baggesen
og
Oehlenschlåger
i Drejers Klub h a r næppe
den store litteræ rhistoriske Betydning, se
nere T ider h a r villet tillægge det; dertil var
Drejers Klub
17