263 / 287
260
længere til det faste, gammelkendte Land,
men føler det lokkende og dragende i dette
Havs nye Toner, og han vender det gamle
Ryggen og giver sig Havmanden i Vold.
Men fra det Øjeblik af, at dette er sket,
er ogsaa Broen til Land brudt, han søger
nu kun en Lejlighed til at slippe bort, helt
bort fra de gamle Parykker der nede i den
osende Tobaksdamp, og han finder den
snart. Men han vil gaa med Rabalder. Vel
var Tonen mellem ham og Klubmedlem
merne nu vranten og kølig; men han vilde
ikke liste sig derfra. Saa skete det en Aften,
at han og
Hans Christian Ørsted
sad sam
men ved et festligt Lag der nede, og alt gik
i den gamle Trommerom . Der blev sunget
en af disse uendelig lange Viser, som han
selv i gamle Dage saa glad havde skraalet
med til. For at drille ham sagde håns Genbo:
(Abrahamson?) »Det v a re n dejlig Melodi«.—
»Ja, meget smuk!« — »Det var ogsaa en meget
smuk Vise.« — »Aa, ja!« — »Ja, det var rig
tignok ingen af disse nymodens Digte, der
nu bliver gjorte, og som jeg finder at være
det pære Skidt, men hvad forstaar jeg mig
derpaa!« — Nu skyder Blodet
Oehlenschlå
ger
op i Kinderne, h er støder han paa den
samme Mur, som
Steff'ens
havde ladet staa,
da han var i Klubben; men
Adam
render
Panden lige imod den og svarer: »Der kan
intet Menneske forlange, at De skal forstaa
Dem paa Poesi; alt, hvad man kan forlan
ge, er, at en gammel Mand ikke bæ rer sig
ad som en Dreng!«