259 / 287
256
Og derfor, sjældne Barde, lyder
vor Røst til dig om breden Bord;
Og derfor, ædle Barde, gyder
hvert Hjerte sig i velment Kor.
Vor Bøst er svag; den ikke stiger
som din til Pindi liøje Fjeld,
det vemodsfulde Hjerte siger
dig kun et inderligt Farvel!
Tak for hver Sang fra svundne Dage,
naar Festen her bød fulde Maal!
tit skal vi dem i Fryd gentage
og drikke deres Digters Skaal!
Og hver Gang vore Stemmer hæve
sig højt for dig paa denne Strand,
gid anende dit Hjerte bæve
ved Mindet om dit Fædreland.
Thi skønt du nu vil fra os drage,
vi venter dig dog vist igen.
Her svandt jo dine første Dage,
din sorgfri, muntre Ungdom hen.
Husk: Ingensteds er Roser røde,
og ingensteds er Torne smaa,
og ingensteds er Dun saa bløde
som de, vor Barndom hvilte paa.
Men lyder du den Højes Stemme,
og er det Skæbnens strænge Bud,
at fremmed Land dit Støv skal gemme,
da smil til Danmark ned fra Gud.
En Taare skal hvert Øje væde,
og hver skal hviske mod din Grav:
Gud glæde dig for hver en Glæde,
din sjældne Sang de Danske gav.