258 / 287
hædre
Tode
og
Pram
og andre af Samfun
dets Støtter; men
Baggesen
— nej, Tak.
Hermed kom Sagen ind i en ny Fase, den,
man havde ønsket. Nu blev Gildet, hvad
man haabede, en Demonstration, en Med
delelse til de gamle om, at man saa godt
kunde uden dem. — Der var sikkert ikke
mange til Gildet for Baggesen, det blev ud
præget ungdommeligt. Ganske vist var
Jacob
Drejer
til Stede, men ellers var der næppe
een eneste af de vigtigste Klubmedlemmer.
Vi kan se det paa Sangene. Der var kun
een,
og det var
Oehlenschlågers.
Ved enhver
anden Fest i Klubben vrimlede der af alen
lange Sange (sommetider hele 20 paa en
Aften), og nu tav alle de gamle Sangere og
overlod det hele til Ungdommen. Det var
en Sejr for denne og allermest for
Oehlen
schlåger.
Man føler ogsaa Demonstrationens
Højtryk i Sangens Ord og Vendinger. Da
den vel næppe er mere velkendt, end at den
kan taale at genopfriskes, og da den hø rer
til det lidet af Klubbens. Historie, der hidtil
h a r været med til at holde
Drejers
Navn
fra Forglemmelsen, saa meddeles den her
i sin Helhed:
Den, som med Snillets hvasse Pile
nedfældte Dumhed, Fordom, Svig,
den, som fik Øjet til at smile,
naar det med T aarer hæved sig;
den, som gød Smag og ædel Varme
og Følelser i alles Brjrst, —
han trykkes bø r i B roderarme,
før han forlader Danmarks Kyst.