253 / 287
250
Det er ligefrem rørende, saa
Oehlen
schlåger
her viser sin Begejstring for det
gamle, men det interessanteste derved er
dog, at Begejstringen er saa um iddelbart
naiv, at ingen kan tvivle om, at den er ægte.
Im idlertid var det jo ikke underligt, at
Oehlenschlåger
nærmest i den daglige Om
gang maatte slutte sig til sine mere jævn
aldrende; men h er befandt han sig ikke al
tid lige saa vel som mellem de æ ldre, thi
han følte i for høj Grad sin altfor skortende
Viden, sin Mangel paa almen Dannelse. Og
dog var der noget tiltrækkende ogsaa i den
Smerte, han derved led, i den Ydmj'gelse
det maatte være for ham aldrig at kunne
tage rigtig Del i en Samtale.
Blandt dem , som i særlig Grad tiltrak
sig
Oehlenschlågers
Sympati, var Brødrene
Mynster.
Den æ ldre,
Ole Hieronymus,
hav
de jo væ ret hans Læ rer i Skolen, og der
for stod han for
Adam
som et Slags Bin
deled mellem de unge og de gamle. Det
var morsomt at høre paa hans tø rre Ironi,
ja , det var ikke sjæ ldent, at han i sin ro
lige og uforstyrrelige Fa^on endog drev
Spot med det allerhelligste i Klubben, baade
med
Rahbek
og
Tliaarup.
Vanskeligere var det at følge med den
yngre,
Jacob Peter
, kaldet
Job.
Han var
Oehlenschlåger
for læ rd , han kunde citere
saa meget, som
Oehlenschlåger
slet ikke vid
ste, hvor stod. Og han følte sig i saadanne
Sam taler saa lillebitte. Han havde under
disse Diskussioner noget af den samme Mis-