251 / 287
248
Chor.
Vel gjorde man, frydsvangre Puns!
i det man drak dig ud til Bunds.
»Ja«, tænkte Tode, »jeg er ikke
den Mand, som hader gode Drikke;
men spise til, — det vil jeg nok!«
Derpaa han sang om Torsk og Kalve,
saa af vor By om trent den halve
sig langt fra sam led’ i en Skok
og truede med Staal og Stok*)
C
h o r
.
Og Tode lo ad Narreflok,
som trued kun med Staal og Stok.
Ja, dengang var der ret en Glæde,
da Gaarden stod i Østerstræde;
nu — Huset staar et andet Sted.
Men derfor skal man ikke tænke,
at Glæden er en Hund i Lænke,
som bindes til et enkelt Sted;
hvor Bacchus er, er Glæden med.
C
h o r
.
Hvor Bacchus er, er Glæden med;
den bindes ej til Tid og Sted.
Thi lad os ikke Modet tabe;
vi skabtes ikke for at gabe,
*) Adskillige af Todes Madviser vakte ved deres
Sammenligninger Vrede og Forargelse.