247 / 287
Man lagde Bro med Perler, hvilken Glæde!
og dansede derpaa med Silkeben,
du græder vel, fortabte Læderstræde,
fordi du ej engang h a r Kampesten*)
Resultatet paa Visen bliver, at Bollen kan
give det fortabte Paradis tilbage.
Det morsomste ved denne Vise er, at den
er bygget paa og skrevet over den Ide, at
hvis Æblerne havde været saa dyre, som de
nu er i København, saa havde Eva ikke
spist dem, og saa havde vi ejet det P ara
dis, vi nu først ved Punchens Hjælp kan
erhverve os, men Digteren er endnu saa
uselvstændig, at ban begynder med ganske
uvedkommende Buk til Tidens Smag. Selv
følgelig skal vi have Bacchus og Pallas med
til Bords, selv om vi skal ende i et højst
kristeligt Paradis, og siden Johannes Ewalds
Digtning ogsaa blandt de gode Klubmed
lemmer h a r g jort det gamle Norden mo
derne, saa faar vi et lille Vers om de brave
Nordboer, inden der tages fat paa Visens
egentlige Ide. Men selv denne er saa ægte
Rahbeksk som vel tænkeligt. Den elskværdige
Novice i Digtekunsten vil saa inderligt gerne
gaa paa Akkord med alt det, der sidder i
Parykkerne paa de Folk, han synger for, at
det er helt rørende.
Med denne Betragtning in mente forstaar
vi ogsaa Oehlenschlågers anden, langt bedre
Sang den samme Aften, en Art Kantate for
*) Efter Branden var Læderstræde endnu hverken
reguleret eller brolagt.