242 / 287
239
som ved sit Skjaldskab faar Kæmperne til
at aflade med deres Bersærkergang. Han
prises som Kvindens Sanger:
Og naar du da priste de Øjne blaa
og Silkelokkerne gule,
det hvælvede Bryst og de Hænder smaa —
da blussed’ det mandlige Thule.
Dette Vers er vel nok Visens bedste, men
dets deri til
Tode
indeholdte Kompliment er
lige saa forbavsende som, at Digteren i et
senere Vers titu lerer ham : »Her. Clemens,
du skæggede Kæmpe!« Thi man skal da
lede længe efter et mere glatbarberet Ansigt
end
Todes;
i det hele var det jo den Gang
slet ikke Skik at bæ re Skæg, hvorfor Glos
sen »skæggede« sandsynligvis ikke skal ta
ges bogstaveligt, men hellere i Betydningen:
kraftfulde. I saa Tilfælde passer den sæ r
deles godt; thi der var lige til
Todes
aller
sidste Aar noget mandigt og kraftfuldt saa-
vel over hans Skikkelse som hans Gemyt,
der h a r sikret ham
Oehlensehlågers
og for
Besten ogsaa de fleste andre yngres Sym
pati, der yderligere øgedes ved den hensyns
løse Maade, hvorpaa
Tode
altid fulgte sit
ærlige Hjertes Mening og aldrig lod sig ind
rullere under noget Partis Fane, lige saa
lidt som han nogensinde tænkte over,
0111
hans Optræden kunde have lykkelige eller
skæbnesvangre Følger for ham selv.
Hvorledes
Oehlensehlågers
Venskab ud
viklede sig overfor en anden af de gamle