237 / 287
234
den samme Fornemmelse af et Højtidelig
hedens Pust, naar alle rejser sig, og Dørene
gaar op, og den værdige Direktion under
Dødsstilhed tager Plads i Forsamlingen.
Men
Oehlenschlåger
tra f liere; han mødte
sin gamle Ven og Lærer,
Ole Hieronymus
Mynster,
der m unter og jovial, uden Spor
af Nedladenhed kom ham i Møde h er som
Kammerat, uden at der var et Kateder
imellem dem. Og efterhaanden som han
opdagede, at det var almindelige Menne
sker med almindelige, menneskelige Smaa-
fejl, saa blev han ogsaa selv almindeligere,
mere ligefrem, og han rystede Genertheden
af sig og gav sig hen i Livsglæden, og saa
fandt han sig hurtig hjemme i Klubben.
Den tabte vel noget af V idunderlandets
Straaleglans, men den gav ham i Stedet en
Hjemlighedsfølelsens Tryghed, der fik den
Betydning for hans Udvikling, at han her
i disse Værelser vandt Selvbevidsthed, vandt
Mod til at vove sig frem med noget af det,
der boede i ham, og selv om dette ikke vandt
i K larhed, saa fik han dog her Lysten til
at give sin Glæde over Livet Luft i Sange,
det være sig den, han med ungdommelig
Mangel paa Kritik hurtig smurte ned der
hjemme til den eller den Lejlighed, eller de
andres, som han af sine fulde Lungers Kraft
og med kritikløs Begejstring skraalede ud
over Forsamlingen, hvis Forsanger han blev,
saa snart et P ar Glas havde bragt Livsaan-
derne i ham til at vaagne.
Hvem der h a r indproponeret
Oehlenschlu-