233 / 287
230
Festen for Klubben, er det
Jacob Drejer
en
Glæde at se en stor Del af disse Mænd om
sig, og lige saa lidt som i 1805, da han selv
holdt Talen, kan han indse, at Klubben h ar
tabt i Indflydelse. Men det er gamle Mænds
sædvanlige Mangel paa Evne til at forstaa,
at Frem tiden h ø re r Ungdommen til. Vel
dvæler han med Sorg ved de mange heden
gangne, isæ r ved Mindet om den nys hen
sovede
Wadum,
hvis Betydning for Klubben
han ikke overser. Og han ender med Or
dene :
»Vilde man vel mistyde mig, vilde man
vel med Mishag høre mig, naar jeg h er til
Slutning anmoder enhver Broder at virke
med hver sin Kraft til et Samfunds Fremme,
til et Samfunds Vedligeholdelse, som igen
nem saa forskellige Tilfælde, igennem saa
mange F arer immer dog h ar virket til Gavn
og h a r virket nu i 30 Aar. Fredens Engel
værne om Fædrelandet, Venskab, Samdræg
tighed herske i vort Samfund!«
Selv om Talen klinger fortrøstningsfuld,
og Drejer sikkert ikke h a r været sig andet
bevidst, end at den hellige Grav var vel for
varet, saa mangler denne Tale dog endog i
sin Konklusion noget af den Ild, der altid
kendetegner det, der h a r Frem tiden for sig,
og det kom sikkert ikke alene af, at Drejer
selv nu var en gammel Mand, men ogsaa
deraf, at det næsten altsammen var gamle
Mænd, der dannede hans Avditorium. De
unge Kræfter var for stærke til at lade sig
bruge eller misbruge til Punchesold og Sang