231 / 287
tilbage, da man var m indre selskabelig,
men ogsaa m indre letsindig og ødsel. Grun
den til den bestandige Higen efter at over-
gaa andre i Pragt og Ødselhed maa for
nemmelig søges i Klubberne. Utilfredshed
med sin egen og Avindsyge over andres
Forfatning udspringer ligeledes fra denne
Kilde.«
Om Klubbernes Baldamer siger
Skilderiet
lidet smigrende:
»Vore Baldamer begynder nu alt mere og
mere at gaa nøgne, ikke at skamme sig og
næsten ikke en Gang at bedække sig med
et Figenblad — dette er jo det tydeligste
Bevis p a a , at de vender tilbage til den
sande Uskyldighedstilstand, som Adam og
Eva forlod formedelst deres utidige Slik
kenhed. «
Denne Beskyldning mod vore brave Olde-
mødre maa vi dog vel nok sætte et lille
Spørgsmaaltegn ved, idet vi tø r formode, at
Werfel
næppe h a r kunnet sige om Klubbal
lerne, som
Wessel
om Kroerne:
»Anmærk dog, Læser, dette,
jeg imm er gaar paa de honnette« —
Aaret efter, den 27. Juli 1804, er
Werfel
igen ude efter K lubberne, og han oplyser
h er et ganske mærkeligt Forhold:
»Fugleskjrdningen er som Begel en af
K lubværternes Finance-Operationer. Man
maa tilstaa, at de fleste Klubværters Ind
komster er saa indskrænkede, at de ikke