226 / 287
hævder, at Klubben og dens Mening havde
en meget stor Indflydelse paa vore Stats-
mænds Beslutninger i Bondebevægelsens
Tid. Men Sagen var nok ogsaa den, at det
politiske Liv i Slutningen af 90’erne næsten
ikke fandt Interesse hos Byens Borgere.
Heibergs
og
M. C. Briiuns
Skriverier vakte
ikke megen Genklang i Befolkningen. Gan
ske vist var det Mode at kokettere med li
berale Anskuelser i det højere Bourgeoisie,
men hvor overfladisk hele denne Sympati
for Liberalismen var, ser man bl. a. deraf,
at de to Forfatteres sørgelige Skæbne ikke
vakte nogen overvældende stor Bevægelse i
København. Den lange Fred og den gennem-
gaaende Tryghedsfølelse overfor den »el
skede Kronprins« havde ført Byen ind i
et aandeligt Dødvande, hvortil der skulde
en »Anden-April«-Dundren fo ra t vække den.
Selv i D rejers Klub beskæftiger man sig nu
ikke mere med Politik, men smaa og be
tydningsløse litteræ re Fejder er Genstand for
Diskussionerne, og de skulde ikke egne sig
til at vække de store Lidenskaber. Derfor er
den store Bolle ogsaa nu næsten den eneste
aftenlige Opmuntrer; men Viserne er tarve
lige, og mange af de unge bekender ærligt,
at de keder sig. Vi ser det ogsaa tydeligt af
de Folks E rindringer og Levnedsboger, der
h a r deres Ungdom i 90’ernes Slutning, at
de tier med Klublivet; først da i det 19 Aar-
hundredes Morgen Drejers Klub bliver Val
pladsen for Sammenstødet mellem gammelt
og nyt, faar den atter Liv for et Øjeblik, og