224 / 287
221
de bidrager til »at ophæve aristokratiske
Fraskillelsestegn«.
Men Hovedulykken ved vore K lubber er,
at de skille »vore Fruentimm er ved os, ved
vor Omgang; den huslige Omgang, Selska
belighed og Gæstfrihed er borte.« Mærkelig
nok konkluderer
Pram
ikke i, at Klubberne
bør hæves, men derimod i, at der maa la
ves — en ny Klub for Damer!
Pram
h a r imidlertid Ret i, at den hjem
lige Misere virkelig var stor, alene den
Maade, hvorpaa Tiden tog Forholdet med
den gifte Kones opvartende Kavaller som
noget, der var ganske naturligt og fulgte af
sig selv, uden at det i mange Tilfælde vakte
saa meget som Mandens Mistanke, er be
tegnende. Og det er kun ud fra denne F o r
udsæ tning, at man forstaar Forhold som
dem, der til Stadighed bestod helt officielt
mellem gifte Koner og Mænd, de ikke var
gifte med. Det var k lart, at Konen maatte
have Selskab, naar Manden ikke passede
hende. Derfor kunde
Fru Heiberg
og
Gyl-
lembourg
ugenert forelske sig i hinanden,
uden at det med en Tanke faldt Heiberg
ind, at der var noget farligt i det. Derfor
kunde
Kamma Rahbek
have sine Sværme
rier og med Rahbeks Vidende staa i en ikke
altid lige uskyldig Vennekorrespondance, og
derfor var der endelig ingen i den
Ørsted-
Oehlenschlågerske
Slægt, der fandt paa at
tage Anstød af det
Baggesenske
Kurmageri
til
Sofie,
men saadanne Forhold
var
demo
raliserende for Ægteskabet.