220 / 287
217
medens
Thaarups
Tale ved 10-Aarsfesten
var en Program-Tale for Klubben, saa er
Tode
ganske falden til Ro i det forbigangne.
Det er, som om de rigtig gamle selv følte,
at de havde levet deres vigtigste Tid, og at
Klubben ogsaa hørte den Tid til. Som Ta
len, saa Sangene. Der er et Utal af dem;
allesammen af de smaa Poeter. Ikke en
eneste Tanke slaar ned paa noget nyt eller
peger fremad. Det meste er »Mindesange«.
Man begynder at tage op af Mindernes
Skat, det er dem , man nu skal leve højt
paa.
Det eneste Frem tidsbillede, der manes
frem , er Tanken om en egen Bygning, no
get, der trængte sig paa med Nødvendighe
dens Krav, men ellers kan man man godt
som Motto over det hele sætte Sanders
Hverdagspoesi i en Vise, der slutter:
»Nu, Brødre, op, — den vise her sig glæder,
hvor fælles Lyst er alle Brødres Maal,
o! drikker nu til Højtidsdagens Hæder
og stemmer alle i: Vort Selskabs Skaal«.
Det er nu netop saaledes, at »fælles Lyst«
er alle Brødres eneste Maal, og paa det kan
en Sammenslutning af Mennesker ikke leve
et intensivt Samliv. Aarsagen dertil ligger i
det aandelige Dødvande, der gaar forud for
den baade politisk og litteræ rt bevægede
T id, det nye Aarhundrede skal bringe. De
rolige ydre Forhold, den store Velstand og
den deraf følgende Tryghedsfølelse skaber