219 / 287
216
ser Unannehm lichkeit doch nieht entge-
hen«.
Steffens staar h er som en fremm ed, og
den Vejledning, han h a r faaet, h a r sikkert
ladet ham overvurdere K lubbernes Indfly
delse i Slutningen af Aarhundredet. Han si
ger jo selv, at han sjældent kom der, og en
Historie om, hvorledes han ikke kunde
drikke Punch, som var ham vederstyggelig,
men blev vred, da man under et Solds Hede
vilde løfte ham , og gik sin Vej, viser ogsaa,
at han som de fleste unge den Gang næppe
h a r følt sig hjemme i Drejers Klub.
Af andre unge var Brødrene
Ørsted,
i
Særdeleshed
Hans Christian,
jævnlige Gæ
ster; men de deltog som oftest ikke i Klub
livets mere støjende Glæder, men indskræn
kede sig til de roligere Sam taler med Ven
ner om Formiddagen.
Den 26 November 1795 holdt man den
20-Aars Stiftelsesfest.
Tode
holdt Talen, og
denne blev ganske naturligt et T ilbageblik;
men den blev — og det er karakteristisk, —
ikke tillige et Skue fremad mod nye Opga
ver og mod lovende Fremtid. Derom ties
der. Han priser alt det gamle: Talerne, Skjal
dene, Medlemmerne, og han taler mere om
de afdøde (siden 10-Aars Festen 43 »Brødre«)
end om de levende, han glædes ved den ny
lig stedfundne Genforening, »da Broder lløj
i Broders Arm«, han glædes ved Efterslægt
selskabets stadige Blomstring, og han taler
med Sorg om en »dobbelt grusom Brand,
som vi alle følte som gode Borgere«. Men