221 / 287
218
ikke Liv, men Stagnation, og derl'or maa
ogsaa Klubben lide under den almindelige
Stilstand. Halvfemserne bæ rer i deres Skød
Spiren til Drejers Klubs Undergang. Thi det
er ogsaa i den Tid, at Reaktionen mod Klub
berne af andre Grunde, som nu straks skal
berøres, tager Fart. Men i det Øjeblik, Klub
ben m ister sin Egenskab som B rændpunk
tet for det offentlige Liv, mest fordi der in
tet offentligt Liv er, m ister den ogsaa sin
Livsbetingelse og sin Eksistensberettigelse,
især naar hertil kommer de mange Farer,
Klublivet paa anden Maade førte med sig.
Vi kommer herved ind paa at betragte
Klubben som Led i det borgerlige Sam
fundsliv, og det viser sig da, at den Hen
sigt, den først havde haft, at forædle dette,
aldeles ikke h a r været Følgen. F ra det Øje
blik af, at den kastede sit oprindelige Motto
over Rord og blev — ikke et Hjem for Af
holdenhed og Dyd — men et Tempel for de
lystigere Muser, forfejlede den sit oprinde
lige Maal, og det var ikke til at undre sig
over, at der var noget af det gode, der døde
i den. Samtidig fødtes
Reaktionen imod Klub
berne,
som snart tog Fart.
Allerede ved Rorgerdydsselskabets Stif
telse, 1785, var der en Uvilje imod Klublivet,
noget fordi det, som det havde udviklet sig,
kostede for mange Penge, men mest fordi
det, og deri havde man grundig Ret, var
ødelæggende for Familielivet. Rorgerdyds-
selskabet fastsatte da i sine Love, at ingen
af Medlemmerne maatte være i mere end