223 / 287
220
»Klubben er al huslig Omgangs Grav, og
det at danse en Gang eller spille Gnav er
vore F ruentimm er en meget ringe E rstat
ning for Tabet af Mændenes Omgang. Efter
Middagsmaaltidet h a r Klubben os fra Mid
dagens Ende til Midnat. Og hvad er Beskæf
tigelsen? Klubbens faa Rigsdage og Assem-
bléer fraregnede (Koncerten og Ballet ved
kommer ikke de ægte K lubbrødre, forstyrrer
dem ikke heller Klubfornøjelsen) afveksler
vi med B illarden, L’hom bren og Toqvedil-
len. De Penge, vi anvender, kommer i gode
Ilænder! Paa et Sted, hvor man er for sine
Penge, forsvinder alt det, som gør Menne
skene opmærksomme paa deres Adfærd,
Ytringer og Sæder. — Og saa bliver vi og
saa raa hjemme. Følgen er, at Cicisbeaturen*)
virkelig og notorisk er begyndt. Samlejet er
dog vel ikke Mandens eneste Fo rret hos
Konen; saa stor er Kulden vel ikke heller
hos alle vort Klimas Mennesker, at den ci-
cisbeiske Ven altid lader det bero ved pla
tonisk Kærlighed? Eksempler viser det mod
satte. Skulde ikke vort Klubliv og vort Klub
livs Aand være Hovedaarsagen?«
Men der lindes, indrømm er
Pram ,
dog
mange, som kun slaar en ledig Time ihjel
i Klubben, og for dem er det en højst uskyl
dig Fornøjelse. Klubberne h a r gode Sider.
Der stiftes en Del godt ved Overskuddene
af Sammenskydningerne; de fattige under
støttes af Bøsserne, Musikken blomstrer, og
*) En Cicisbeo er en daglig Ledsager af en gift
Kvinde, »cavaliere serven te».