229 / 287
220
medie eller Klaver. Men det er der da intet
ondt i, naar de blot gør det godt.« —
Dermed er der Tavshed om Klubberne
i nogle Aar, men saa tager en ny Mand fat,
og da han er sat lidt udenfor det gode Sel
skab, fordi han h ar haft Modgang i Livet,
saa er det ikke løjerligt, at han ju st ikke
lægger Fingrene imellem. Talen er om Re
daktøren af »Nyeste Skilderi af København«,
Johan Werfel.
Denne Mand, der oprindelig
var ansat i Teatrets Tjeneste, blev afskedi
get. Af Misfornøjelse angreb han Chefen,
Grev Ahlefeld, paa hans Æ re i Aaret 1794,
idet han beskyldte ham for Uefterrettelighed
ved Teaterarkivets Brand. Ahlefeld sagsøgte
ham og fik ham ved Hof- og Stadsrets Dom
g jo rt til T rem arksmand og stemplet som
Løgner. Ganske vist underkendte Højesteret
Dommen, saa at Tremarksstraffen bortfaldt,
men han blev idømt en Bøde paa 1000 Rdlr.,
som han senere fik omsat til 3 Uger Vand
og Brød.*)
Da han saaledes var noget af en mærket
Mand, skulde han jo leve af noget, og som
det ogsaa tidt gaar nu til Dags, blev han
Redaktør af et m indre velset Blad. Men det
havde den Fordel for mange af Nutidens
Blade af samme Art, at det var ualmindelig
velskrevet, og den, der virkelig vil have
et Billed af Datidens borgerlige København,
vil kunne have stor Glæde af at blade »nye
ste Skilderi«s faa Aargange igennem. I Ok*) Se nærmere om denne Sag bl. a. Overskovs Te
aterhistorie III 616 IT.