230 / 287
227
tober 1803 tager han fat paa det Samfunds-
onde, han ser i Klubberne. Han siger:
>Man skulde tro , at Københavnerne var
de selskabeligste og samdrægtigste Folk i
Verden. Her gives K lubber og Selskaber for
alle mulige Stænder, fra Adelen ned til Sko-
flikkeren. Dersom det var muligt at sam
menføje alle de Selskaber Led i Led som
en lang Kæde, saa var København ikke an
det end een eneste stor Klub. Der gives »Har
monier«, hvor man, som mange vil paastaa,
ikke harm onerer, Enighedsselskaber, hvor
man ikke altid er enige, Venneselskaber,
hvor man ikke altid er de bedste Venner,
musikalske Akademier, hvor der ikke gives
een eneste Professor i Musikken, Rekrea
tioner, hvor man stundom idelig ennuerer
sig. Der gives endog Selskaber, der skifter
Navn lige saa idelig som
Østs
Intelligensblad
og spiller Fallit saa godt som den bedste
Rankerotterer. At deslige Selskaber kan have
deres store Nytte, det kan ingen nægte, men
at de ogsaa stifter megen Skade, det kan
enhver, som elsker Sandheden, heller ikke
fragaa. Selskabeligheden er een af de skøn
neste Ting paa Jorden, som kun en Nar kan
ivre imod. Men naar den drives saa vidt, at
endog en Skrædder og Skomager anser det
for een af Livets største Fornødenheder at
være i en Klub, at tilbringe halve Dage og
halve Næ tter i Svir og Sværm og tro r sig
ulykkelige, naar deres unge Døtre ikke svær
mer hver ottende Dag omkring paa Ral, saa
h a r man først Grund til at ønske de Tider
15*