240 / 287
237
ikke Vægterens Indblanding synes at for
styrre ham.
Men det var hans Forhold til de ældre,
vi kom fra. Hans Glæde over
Rahbeks
Lige
fremhed er ganske uskrøm tet, han ved jo
paa dette T idspunkt ikke, at Æren ikke er
saa overvældende. Men vi kender ogsaa hans
elskværdige Beundring for
Tode.
I et af sine
første Breve til
Christiane,
dateret 23 Juni
1800, skriver han: »I Løverdags Aftes glæ
dede jeg mig virkelig i Drejers Klub. Det er
nyt, som sjældent sker*). Vi helligholdt nem
lig en lille Højtid for den ædle, gamle
Tode,
som er Rector magnificus i Aar. Til den
Ende gjorde Digteren
Sander
og Versema-
geren
Oehlenschlåger
(3 Aar senere havde
han nok byttet T itlerne om!) hver en Vise
til ham. Min følger med.
Tode
havde faaet
Nys om, at vi vilde sjmge til hans Pris, og
da vi skulde til at se, var han borte. Men
Assessor
Horn
i Hof- og Stadsretten, som
er Direktør i Selskabet, hentede ham hjem
me fra igen med nogle andre. Da han kom
igen, modtog vi Desertøren med almindelig
Haandklap, sang hans Vise og drak hans
Skaal under trefold Fryderaab«.
Som bekendt kvitterede
Tode
ved som
Rektor, efter at
Oehlensclilåger
i Oktober
samme Aar var bleven Student, at give ham
hans 10 Rdlr. for Borgerbrevet tilbage med
de smigrende Ord: »Clericus clericum non
decimat«.
*) Paa dette Tidspunkt er han altsaa paavirket af
den J. P. Mynsterske siden omtalte Reaktion.