276 / 287
KLUBBENS ENDELIGT
D
e t
var hverken Digterne, der døde i
Danm ark, eller Trangen til at slutte
sig sammen, der svækkedes; det var Klub
ben, der havde forfejlet sit Maal og stod
stille, da Tiden gik frem. Det gaar med
Klubbens gamle som med Præsten i »In
trigerne«; de vil ikke fløjte med T iden, og
saa er Dødsdommen fældet. Og til denne
indre Aarsag kommer de mange ydre. De
store Ulykker i Danmark i Begyndelsen af
Aarhundredet avler Fattigdom, og Folk faar
ligefrem ikke Raad til det kostbare Klubliv,
Dertil kommer Kvindernes Modstand mod
K lubberne; de vil ikke være af dem , som
»Manden kun handler med hjemme«, hvor
de sidder nok saa artigt i deres Bur og fø
der Børn og laver Mad. Men ogsaa Mandens
Opfattelse af Kvinden ændres paa de Tider.
Det er godt nok at fortælle, at
Evalds
Digt
ning
0111
Arense højner Kvindeidealet; men
dette giver sig saa faa praktiske Udslag;
Ewalds Trofasthed mod hende kunde der
jo ogsaa sættes adskillige Spørgsmaalstegn
ved. Vist er det, at man siden hans Tid
sang
en Del om Kvinden; men Forholdet i
Drejers Klub
18