279 / 287
276
Det maa man vor Hovedstad lade,
en skøn Hoben Klubber den har,
dog vor her paa Købmagergade
af ingen sig overse la’r.
Lad andre de støjende Glæder
og Skuespil, Dans og Musik,
[: i Lærdom, i Alder og Hæder
et Fo rtrin for alle vi fik. :|
Men det er ikke Aandens Høvdinge, der
mødes her, ganske vist pranger Medlems
listen med en Del fine Navne, men de kom
mer der ikke, undtagen netop een —
Rah
bek.
Her staar han fast med en rørende
Trofasthed, og det er derfor ikke underligt,
at man, da uden nye Forening« benyttende
sig af Drejers Klubs Stiftelsesaar, fejrer en
Art Jubilæum som halvhundredaarig Klub,
anvender denne Overlevering fra de gode,
gamle Klubtider som en Art Fanemærke
ved denne Lejlighed. Han holder Mindetalen
til den hedengangnes P ris, og han m aner
for en Aften den gode, gamle Aand frem
igen. Han er paa Fæ rde alle Vegne, han
skriver Mindeartikler og E rindringer, han
er atter Midtpunktet for en Tid, og følgelig
er han i sit Es. Og de andre Klubmedlem
mer føler sig med rette deres »Jubel-Olding«
forbundne. De bliver atter litteræ re for en
Aften, og Rahbek hyldes i følgende Ord:
Og nu en Skaal for en gammel Ven,
vor Jubeltolk og vor muntre Digter.
Du højt skal mindes i Dag igen;
thi vor Forening du aldrig svigter.