98 / 287
95
Ingen Borger fornærmes ved at maatte lyde
Landets Love eller ved, at Regenten strængt
og uden Eftergivelse haandhæver disse; thi
som Erstatning herfor nyder han jo godt
af Samfundets Herlighed i Beskyttelse og
Sikkerhed for sin Person og sine Ejendele.
Staar det fast, at hele Staten grunder sig
paa en stiltiende Pagt, indgaaet mellem de
enkelte Borgere og Regenten, om
gensidig
at ville være Lovene undergivne, saa bliver
ogsaa enhver Krænkelse heraf fra Regentens
Side et dødeligt Saar for den borgerlige
Frihed. I det Øjeblik, Regenten ved Magt
sprog eller arbitræ re Resolutioner vil paa
lægge Rorgeren Baand, ophører denne med
at være Borger, han bliver slet og ret —
Slave.
E t andet ubedrageligt Kendetegn paa bor
gerlig Frihed er det, at Sandheden tø r lade
sig høre, at Censurens Jernaag er sønder-
brudt, at man tø r trykke og sige alt, hvad
Publikum bør vide, at Videnskabens Dyrker
tø r følge sine egne Begreber, at Patrioten
tø r tale om bevislig Misbrug, at Lyset elskes
mere end Mørket. Men selvfølgelig maa Pres
sen ikke anvendes »til Redskab for privat
Hævngerrighed eller tøjlesløs Kaadhed«.
Den borgerlige Frihed lider, naar Religion
og gode Sæder vanæres, naar Fyrstens An
seelse ikke hævdes; men Religionsfrihed maa
hævdes; thi intet Aag er utaaleligere end
Samvittighedsaag. Man kan ikke tvinge Folk
til Meninger. Man kan ikke skrive Love for
Forstand og Overbevisning, ingen kan tænke