102 / 139
102
ner havde gjort Universitetet og Regeringen bange.
Menigmand var paa den Tid bleven vant til at vente
Studenterne i Spidsen for Liberalismen og ansaa Re
gensen som de frisindede Studenters Hovedkvarter.
Saavel i 1840, som da Lehmann 1842 dømtes, drog De
monstranterne til den røde Gaard, kaldte Studen
terne til Hjælp og hyldede Regensianerne- Provsten
F. C. Petersen, lod derfor Porten lukke og Alumnerne
„konsignere1' paa Regensen. Senere blev Regensen
glemt: ved Siden af Studenterforeningen og Akademi-
kum havde den ingen politisk Rolle at spille.
De politiske Interesser paa Gaarden var nøje knyt
tede til de liberale, de Ploug-Lehmann’ske Idéer. Da
disse Mænd kom bort fra Gaarden, blev Diskussionerne
benlagte til Akademikum; Fyrrenes og Halvtredsernes
Regensliv blev mere roligt og indadvendt; literære og
filosofiske In teresser dominerede; kun ved enkelte
særlige Lejligheder møder man Regensianerne i den
offentlige Politik, som da de 1844 sammen med andre
Studenter bragte H. N. Clausen et Fakkeltog som
Tak for hans Optræden i Sprogsagen, eller da en
Regensianer, nuværende Advokat Hindenburg, var
blandt de 5 Studenter, som i 1854 op fordrer Rorgerne
til at bringe Geheimearkivar Wegener et Fakkeltog,
fordi han var bleven irettesat af Regeringen paa Grund
af sit Standpunkt i Arvefølgespørgsmaalet; Demon
strationen blev slaaet ned og de Fem fik en mild
Reprimande af Universitetet; men Konsistorium, som
Ministeriet havde søgt at sætte i Revægelse, svarede,
at Anvendelse af Stipendieberøvelse i dette Tilfælde
vilde stride mod, hvad det fandt ret og billigt. Man ser
dog, at Skandinavismen stadig dyrkedes ivrigt og Alum
nerne korresponderede med svenske og norske lige
sindede om Nordens Enhed, og man var sig bevidst,
at denne F raternisering i Christian VIII.s Tid var
Regeringen saare fordægtig. Der var allerede efter