66 / 175
6
4
legne Dygtighed og store Erfaring som Psykiater vil
kunne bøde noget paa den begrænsede T id ' ogsaa han
vil kunne afse til videnskabeligt Studium af det store for
Haanden værende Materiale.
Selve det Forsøg, der i 1875 gjordes med Gædeken
som Psykiater, var formentlig langt fra Dr. Hiibertz
og Prof. Jacobsens Plan om en paa Anstalten
residerende psykiatrisk uddannet Læge, der med An
vendelse af tilstrækkelig Tid kunde tage den viden
skabelige og kurative Del af Arbejdet op. Thi Gæde-
kens dobbelte Stilling som Professor ved Universitetet og
Overlæge ved Kommunehospitalet vilde næppe have lev
net ham Tid til dybeiegaaende Studier, ligesom hans In
struks da heller ikke paalagde ham at være tilstede paa
Anstalten mere end to Gange om Ugen.
Vilde man nu spørge, om der kan antages at være
gaaet store Værdier tabt for Videnskaben og de aands-
svage og derigennem for Samfundet ved, at der i de
svundne 50 Aar ikke har været en residerende Læge paa
Anstalten, saa drister vi os ikke til at give noget afgø
rende Svar paa dette Spørgsmaal, men skal indskrænke
os til at fremsætte nogle Bemærkninger derom.
Det ligger nær, naar man søger Svar paa Spørgs-
maalet, at se hen til de Lande
England, Frankrig og
Amerika — hvor Aandssvageanstalter bestandig har været
ikke alene under Lægers Ledelse, men ogsaa forsynede
med et tilstrækkeligt Antal assisterende Læger til, at det
1 videnskabelige og kurative Arbejde fuldt ud har kunnet
tages op. Om disse Landes Anstalter har ført deres Ele
ver videre frem som Følge af den stedse tilstedeværende
Læges forberedende og støttende Arbejde og som Følge
af den lægevidenskabelige Overvaagen af den pædago
giske Virksomhed, — det lader sig ikke afgøre. Der
imod maa det erkendes, at adskillige af disse Landes
Aandssvagelæger i videnskabelig Henseende har leveret
Bidrag til Belysning af Idiotiens Natur og Væsen og af