102 / 709
94
BRANDFORSIKRINGEN 1731—1795
ikke ilden P a a v irk n in g a f nogen M isstem n ing ov e r fo r de sto re H e r
re r, som p ludselig b la n d ed e sig i B ran d fo rs ik rin g en s Anliggender*) —
ligesaa u tilbø jelig t som M ag istraten til at gaa m ed til den ringeste In d
rømm else.
Til at begynde m ed fulgte O ppo sition en den a lm indelige F rem g ang s-
m a ad e og søgte i 1781 at fo rm a a D ire k tio n e n til at s am m e n k a ld e en
G en e ra lfo rsam lin g og lad e d e n n e udpege et Udvalg, d e r s am m e n m ed
D ire k tø re rn e k u n d e u d a rb e jd e en
n y
F u n d a ts 1). Sagen k om ogsaa fo r p a a
en G en eralfo rsam ling , m en stra n d e d e p a a de K om m itte red e s M o d s ta n d 2).
Lige saa lid t fik A nsøgerne ud a f det, d a de d. 26. A p ril 1783 in d sen d te
et i øv rig t i fo rm e l H en se en d e re t m an g e lfu ld t F o rslag til F u n d a ts 3).
D ire k tio n e n og de D e lib e ra tio n sk om m itte red e stillede sig vel im ø d e k om
m en d e , o v e rsend te F o rslag et til M ag istraten og lod fo respø rge, om det
k u n d e b eh a n d le s p aa d en fo re staaen d e G e n e ra lfo rsam lin g 4). S vare t blev
a tte r d en sk a rp e ste A fv isn ing5). M ag istraten fa n d t ikke d en »m indste
A n ledn ing til d e ru d i at tage nogen Deel«. F o rslag sstille rn e s d irek te H en
v en d e lse r til Kongen fø rte ikke til b ed re R esu ltat. A n søgn ing ern e blev
o v e rsen d t M ag istraten og selvfølgelig fra ra a d e t.
D e rm ed v a r K am p en dog ikke end t. G anske vist h av d e Regeringen
nægtet m od M agistratens u d trykk e lig e Ønske at give F o rslag sstillern e
M edhold. Da disse im id le rtid slog in d p aa en Omvej, k u n d e de regne
p a a den stø rste Velvilje og h a a b e tro d s alt at n a a et held ig t R esu ltat.
M idlet v a r valgt m ed m egen B ehæ nd ighed . Det v a r N ed sæ ttelsen a f en
Voldgiftsdom stol.
D. 28. April 1785 ind lev e red e s A n søgn ingen til K o n g e n 6). Den v a r
lang tfra u d e n Selvfølelse. F o rslag sstille rn e m en te saaledes »som fo r
nuftige og m ynd igé In teressen ter« vel at vide, hv ad d e r vilde væ re dem
selv »bedst tjenligt«. Det v a r ogsaa tydelig t no k et Hug til M ag istratens
M ed lemm er, n a a r det om disses Udsagn, at A nsøgernes F o rslag vilde
blive til deres egen Skade, tilføjedes, at det v a r frem sat, »skiønt, som
vi h aab e , efter deres Overbev iisn ing og i H ensigt at væ re os til bedste«.
Man k u n d e dog ikke indse dette, blev m u ligv is ogsaa v ild ledet af »den
n a tu rlig e Lyst til at d ispon ere over sin E y en d om (hv ilket e r Ø yem edet
af vo res a lle r u n d e rd an ig ste Ansøgning)«, og b ad d e rfo r Kongen befale
to kynd ige og uvildige Mænd at afgøre, h v o r v id t In te re s s e n te rn e som
E je re a f B ran d fo rsik rin g en s F o rm u e b u rd e h av e M ynd ighed til selv at
fo rfatte deres F u n d a ts og a dm in is tre re Selskabet.
S k ø n t saa vel D irek tio n en og de D e lib e ra tio n sk om m itte re d e 7) som
M ag istra ten 8), d e r alle fik Ansøgningen tilsen d t til B etæ nkn ing , erk læ red e
*) Det ser i hvert Fald ud som et Forsøg paa at tage Brodden af en saadan
Uvilje, naar de fornemme Forslagsstillere i deres Fundatsudkast udtrykkelig
kræver af Direktørerne, at de skal tilhøre den borgerlige Stand.