85 / 223
Han spillede sit Orgel ikke alene som en Virtuos, men
ogsaa som den fødte og gennem en harmon isk Udvikling
højt kultiverede Kunstner. Hans Akademiker-Dannelse, hans
kræsne Smag, han s livlige Aand, der ikke kunde slaa sig
til Ro med de én Gang vundne Resultater og S tandpunkter,
men interesseret fulgte med alt nyt, der kom frem her og
ude, - han var saaledes en af de første og ivrigste Wag-
nerianere herhjemme, — alt dette i Forening gjoide ham
til en Musiker, der kunde give Impulser i mange forskel
lige Retninger.
Var han saaledes ved baade sine indre kunstneriske
Egenskaber og sin ydre Position virkelig »Orgelmesleren«,
saa var han ikke mindre betydelig som Komponist. Først
og fremmest naturligvis for sit foretrukne Instrument, hvis
rige Ydeevne befrugtede hans Fantasi. Men ogsaa Klaver
værker og Kammermu sik foreligger fra han s Haand ; ikke
faa, men heller ikke saa mange, som man havde turdet
vente efter han s Talents Frodighed og Værdi. Forklaringen
herpaa er, at han med den strengeste Selvkritik saa paa
sine egne Kompositioner og ikke udsendte andet, end hvad
h a n fandt værdigt til at komme Offentligheden tor Øje.
Som Komponist var han noget for sig selv; ikke lor
ingenting havde han i sin Ungdom været med i den lille
Kreds af danske Musikere, der sluttede sig til Nordmændene
Grieg og Nordraak, og til hvilken ogsaa han s Ven gennem
Livet C. F. E. Horneman hørte. Han havde aabenbait
her modtaget en Paavirkning, der i Forbindelse med den
Wagnersk-Lisztske Indbydelse sydfra gav ham en Særstil
ling indenfor dansk Musik i sidste Halvdel af forrige Aar-
hundrede.
At
denne
Kunstner maatte blive en Lærer udenfor det
almindelige, siger sig selv, og han s pædagogiske Virksomhed,
dels privat, dels paa Konservatoriet, — til hvilket han
knyttedes i 1868, og i hvis Bestyrelse han indtraadte Aai
1900 ved J. P. E. Ha rtmann s Død, — bar da ogsaa rige
Frugter.
Han havde en egen Evne til at ægge Eleverne til Ar