86 / 223
bejde, ligesaavel ved at bruge Satirens Snert — th i han
va r en vittig Mand — som ved alvorlige opmun trende Ord,
i hvilke m a n altid mærkede han s djfoe Kærlighed til
Kunsten. Med rammende Udtryk kunde han f. Eks. k a r ak
terisere de Musikværker, h an gennemgik med Eleverne, og
ban forstod paa en egen inciterende Maade at vække de
unges Interesse for den klassiske Orgelmusik. Han var
en myndig Lærer, hvis Raad og Anvisninger det ikke faldt
Eleverne ind at overhøre eller undlade at tage Hensyn til;
til Gengæld forsømte h a n aldrig nogen Lejlighed til at pa a
kalde de unges Musiker-Ære. Han virkede som Lærer ved
Konservatoriet indtil December 1905, 4 Aar før ban døde.
Og Viggo B i e l e f e l d t — denne
Musiker
blandt vore
Sangere!
Var der nogen af dem, der som h an
følte
Musiken i en
Romance? Vi h a r haft og h a r Sangere med større og
friskere Stemmer, men saa at sige ingen med han s ku n s t
neriske Kultur og udviklede Smag. Han var for sin Tid
enestaaende i dan sk Musikliv. Den, der kun havde hørt
Bielefeldt i han s senere Aar som Solist paa store Koncerter
med et stærkt Orkester i Ryggen og omgiven af et Kor
paa Hund reder af Mennesker, fik ikke det rette Indtryk
af ham.
Hans Teno rbary ton ejede ikke den gjaldende
Klang, der kunde gaa igennem den store Tonemasse. Men
den , der havde hø rt ham i et lille Lokale, eller helst i
en privat Kreds, gengive Romance -L itte ratu ren s ypperste
Værker, medens han selv sad ved Flyglet og spillede til
sin Sang, kunde lige op til han s sidste Tid nyde han s
sjældne Talent i
hele
dets Omfang.
Schubert og Schumann, F ran z og Brahms for ikke at
tale om Beethoven, H a rtm ann og Gade, Heise og Lang e -
Muller, Grieg og Halfdan Kjerulf og alle de and re »Lied«-ens
Mestre herhjemme, i Syd og i Nord havde ingen varmere
Beundrer, ingen mere forstaaende Fortolker.
Altfor sjældent blev der efterhaanden i København Lej
lighed til at nyde Bielefeldts fine Kunst; i den Henseende
var de danske Provinsbyer heldigere stillede, idet han
74